We use cookies at skat.dk, for example to gather statistics and improve our information campaigns. By continuing to use our website or by closing this box, you are agreeing to our use of cookies. Click here to reject cookies. Read more about cookies at skat.dk..

På skat.dk bruger vi cookies til at samle statistik og til at forbedre vores informationskampagner. Vi begynder, når du klikker dig videre eller lukker denne boks. Du kan sige nej tak til cookies her. Læs mere om cookies på skat.dk.

 

 
Skat af fri bil (firmabil)

Hvis du kører privat i en bil, som din arbejdsgiver stiller rådighed for dig, har du "fri bil til rådighed" (firmabil). Det skal du betale skat af.  

Reglerne er:

  • Hvis du har fri bil til rådighed, skal du betale skat af en procentdel af bilens værdi plus et miljøtillæg.
  • Det har ingen betydning for skatten, hvor meget du kører i bilen.
  • Din arbejdsgiver sørger for, at det kommer med på din årsopgørelse, og du dermed får betalt din skat.
  • Du kan selv skrive det på din forskudsopgørelse (hvis det ikke allerede står der), så du betaler skatten løbende gennem året.

Sådan fastsætter du bilens værdi

Uanset, hvad bilen er værd, bliver skatten beregnet ud fra en minimumsværdi på 160.000 kr.

For nye biler og biler, som på anskaffelsestidspunktet er højst tre år gamle, sættes værdien til nyvognsprisen. Det gælder kun i det indkomstår, hvor bilen er indregistreret første gang og de to efterfølgende år. Efter 36 måneder nedsættes værdien til 75 procent, dog minimum 160.000 kr. Det betyder, at hvis din firmabil er indregistreret i december 2010, vil du få nedsat beregningsgrundlaget til 75 procent af nyvognsprisen med virkning fra december 2013.

For brugte biler, der er anskaffet mere end tre år efter første indregistrering, anvendes købsprisen som grundlag for beregningen, dog som minimum 160.000 kr.

Du skal betale skat af 20 eller 25 procent af bilens værdi plus et miljøtillæg

Hvis bilen er højst 300.000 kr. værd, skal du betale skat af 25 procent af værdien plus et miljøtillæg. Hvis bilen er mere end 300.000 kr. værd, så skal du betale skat af 25 procent af de første 300.000 kr. og 20 procent af resten plus et miljøtillæg.

Undtagelse: Udligningstillægget på dieselbiler og eventuelt privatbenyttelsestillæg skal ikke medregnes. Disse to poster fremgår af opkrævningen af ejerafgift eller vægtafgift, så arbejdsgiveren nemt kan trække dem fra.

Eksempel


Bilen er fire år, når du får den stillet til rådighed. Dens markedsmæssige værdi er 100.000 kr. Dens værdi sættes dog som minimum til 160.000 kr.
Bilens værdi 160.000 kr. (som er minimum)
Miljøtillæg (5.000 kr. + 50 %) 7.500 kr.
Skat af 25 pct. af værdien: 0,25x160.000 = 40.000 kr.
Hertil lægges miljøtillægget på 7.500 kr. 40.000 kr. + 7.500 kr. = 47.500 kr.
Du skal altså beskattes af 47.500 kr. Hvor meget det præcis betyder i kroner og øre for dig, afhænger af din skatteprocent. Beløbet 47.500 kr. vil indgå i rubrikken for lønindkomst på din årsopgørelse.

Hvis du kun har fri bil en del af året

Har du kun fri bil en del af året, bliver du kun beskattet af et forholdsmæssigt beløb svarende til det antal måneder, du har bilen til rådighed. Der rundes op til hele måneder.

Får du fri bil i løbet af året, skal du ændre din forskudsopgørelse. Du skal lægge værdien af fri bil oveni i det beløb, der står i rubrik 10. Du finder frem til værdien af fri bil ved at lave en beregning som i eksemplet ovenover, dividere med 12 måneder og gange med det antal måneder, du har bilen til rådighed.

Når du ændrer din forskudsopgørelse for i år, er der også rubrikker for næste år. Du skal huske at ændre beløbet i rubrik 10 for begge år.

Egenbetaling og eget brug

Hvis du betaler arbejdsgiveren for at køre privat i bilen, skal det beløb, du betaler arbejdsgiveren af din nettoløn, trækkes fra den skattepligtige værdi ved at have firmabilen.

Hvis du for eksempel selv betaler benzinen direkte til tankstationen eller olieselskabet, giver det ikke fradrag eller nedslag i din skat.

Du kan bruge bilen til eget brug, så meget du vil, når du betaler skat af fri bil. Din familie kan også bruge bilen.

Fandt du det, du søgte?
Uenig
Enig
UenigEnig