Fik du svar?

Klik på smileyerne for at bedømme denne side!

Vi vil også gerne have din kommentar

Vi bruger din kommentar til at forbedre siden, så vær gerne så konkret som muligt.

Vi kan desværre ikke besvare din kommentar.

Tak for din hjælp.

 

 
Skattekort (frikort, bikort og hovedkort)

Skattekort er en fællesbetegnelse for frikort, bikort eller hovedkort. Skattekortet er digitalt og en del af din forskudsopgørelse. Din arbejdsgiver eller andre, som fx SU eller dit pensionsselskab, bruger dit skattekort til at trække dig i skat. De får det automatisk fra SKAT.

  • Første gang du skal bruge et skattekort, skal du selv oprette det.
  • Personfradraget er 31.500 kr. for unge under 18 år og 42.000 kr. for alle, der er fyldt 18.

Sådan opretter du dit frikort eller skattekort:

  1. Log på med NemID  eller TastSelv-kode.
    (Hvis du er under 15 år kan du kun logge på med en TastSelv-kode).
  2. Klik på Vis øvrige rubrikker ud for Indkomster og fradrag i din forskudsopgørelse.
  3. I rubrik 10 skriver du det beløb, som du regner med at tjene i år.
  4. Tjek gyldighedsdatoen i rubrik 366.
  5. Klik på Vis konsekvenser nederst på siden.
  6. Klik på Godkend.
  7. Dit frikort/skattekort bliver nu dannet. Det er digitalt og en del af din forskudsopgørelse. Det bliver automatisk sendt til din arbejdsgiver eller anden udbetaler som fx SU. Du skal ikke gøre mere.

Er du forælder, og vil hjælpe dit barn med at oprette et frikort/skattekort, skal I altid logge på via barnets TastSelv-adgang.

Bestil en kode

Hvis du ikke har en NemID eller en TastSelv-kode, skal du starte med at bestille en kode:

Visning af billede: linkiconBestil NemID (eksternt link)

Visning af billede: linkiconBestil TastSelv-kode

Hvad er et frikort?

Frikortet er det beløb, du kan tjene uden at betale skat. Som minimum kan du tjene 31.500 kr., hvis du er under 18 år og 42.000 kr., hvis du er fyldt 18, inden du skal betale skat. De fleste kan tjene lidt mere end det uden at betale skat. Hvor meget mere, afhænger for eksempel af din kommuneskat. Du skal derfor logge på og tjekke dit eget frikort, hvis du vil se det præcise beløb. 

Du skal først begynde at betale skat, når din samlede indkomst (fx løn og SU) på et år bliver større end beløbet på dit frikort. Du skal dog betale arbejdsmarkedsbidrag på 8 procent af alt, hvad du tjener, også selv om du har frikort. Når dit frikort er brugt, begynder din arbejdsgiver automatisk at trække dig i skat.

Hvad er et hovedkort?

Dit hovedkort består af din trækprocent og det beløb, du ikke skal betale skat af (dit skattefrie fradrag). Hovedkortet er en del af din forskudsopgørelse, og du finder beløbene øverst på din forskudsopgørelse.

Sørg for, at dit hovedkort kun bliver brugt et sted

Hovedkortet kan kun bruges af én arbejdergiver eller anden udbetaler. Alle andre skal bruge dit bikort. Hvis hovedkortet bliver brugt to steder, kommer du til at betale for lidt i skat, fordi du får dit skattefrie fradrag flere gange.

Fortæl din arbejdsgiver eller fx SU eller dit pensionsselskab, om de skal bruge dit hovedkort eller bikort. De får det digitalt direkte fra SKAT. Du kan se, hvem der bruger dit hovedkort/bikort ved at logge på og vælge Skatteoplysninger i TastSelv-menuen.

Hvad er et bikort?

Dit bikort består af din trækprocent. Du kan se din trækprocent øverst på din forskudsopgørelse.

Du skal bruge bikortet, hvis du har indkomst fra flere steder

Du skal bruge bikortet, hvis du har flere arbejdsgivere, eller for eksempel både har job og får pension eller SU. Du skal vælge en hovedarbejdsgiver, som skal bruge dit hovedkort. Alle andre skal bruge dit bikort, og det skal du huske at sige til dem. De kan selv hente bikortet digitalt. Dit bikort kan bruges flere steder på samme tid.