Menu

Fradrag for moms

Når din virksomhed er momsregistreret, kan du som hovedregel trække momsen fra, når du køber varer eller ydelser, som du videresælger eller bruger til driften af din virksomhed.

Du kan bruge SKATs app til at tjekke, om du kan få fradrag for momsen. Hent den i  App Store og Google Play.

Købets art og formål bestemmer, om du kan få fradrag

Det vil sige, om du skal bruge købet til din momspligtige eller momsfrie virksomhed, eller om du skal bruge det til private formål. Du kan kun trække momsen fra på udgifter, som du bruger til din momspligtige virksomhed.

Du kan få fradrag for momsen på for eksempel varekøb, til videresalg, for løbende driftsomkostninger og køb af aktiver.

Fradrag (Den juridiske vejledning)

Krav til faktura

  • Fakturadato
  • Fortløbende fakturanummer
  • Sælgers momsregistreringsnummer (cvr-nr./SE-nr.)
  • Sælgers navn og adresse
  • Købers navn og adresse
  • Mængden og arten af de leverede varer eller ydelser
  • Leveringsdato, hvis den afviger fra fakturadatoen
  • Varens eller ydelsens pris uden afgift, eventuelle prisnedslag, bonus og rabatter, hvis disse ikke er indregnet i prisen pr. enhed
  • Gældende momssats
  • Momsbeløb.

Fakturaen skal være udstedt til din virksomhed (rette omkostningsbærer) og skal overholde fakturakravene.

Fakturadatoen afgør, hvornår du kan få fradraget.

Krav til kassebon

Har du modtaget en kassebon i stedet for en faktura, skal kassebonen som minimum indeholde følgende oplysninger:

  • Sælgers navn eller registreringsnummer (cvr-nr./SE-nr.)
  • Udstedelsesdato
  • Varens art
  • Afgiftsbeløbets størrelse eller den samlede pris inklusiv moms.

Dokumentation og bogføring

Som køber skal du kunne dokumentere købet med en korrekt udfyldt faktura eller kassebon. Opfylder dine købsfakturaer ikke kravene, kan SKAT nægte at godkende dit momsfradrag.

Det er fakturadatoen, som bestemmer, hvornår du skal bogføre den i dit regnskab og angive momsen. Det gælder også, selvom du endnu ikke har betalt for varen eller ydelsen.

Fuldt momsfradrag

Du har ret til fuldt momsfradrag for køb af varer, som du videresælger eller bruger i din produktion. Varen må ikke anvendes til private formål.

Du har fuldt fradrag for:

  • Varer, du køber til videresalg eller udlejning
  • Materialer til fremstilling af varer
  • Varer, du bruger til reparationer
  • Transport af dine varer
  • Emballage til dine varer.

Du har ikke fradrag for:

  •  Varer, som du bruger privat eller til andre formål, for eksempel momsfri virksomhed.

Betingelser for at få fuldt fradrag

  • Varen skal være købt hos en anden momsregistreret virksomhed.
  • Du skal kunne dokumentere dit indkøb med fx en faktura eller kassebon.
For uddybende og fyldestgørende juridisk information, se den juridiske vejledning.
Vis printvenlig udgaveVis som PDF
Fik du svar på dine spørgsmål?