We use cookies at skat.dk, for example to gather statistics and improve our information campaigns. By continuing to use our website or by closing this box, you are agreeing to our use of cookies. Click here to reject cookies. Read more about cookies at skat.dk..

På skat.dk bruger vi cookies til at samle statistik og til at forbedre vores informationskampagner. Vi begynder, når du klikker dig videre eller lukker denne boks. Du kan sige nej tak til cookies her. Læs mere om cookies på skat.dk.

 
Her står du: Juridisk information > Afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser mv. > 2002
"Grænsehandel" - storindkøb af øl og vin til eget og venners forbrug

 
"Grænsehandel" - storindkøb af øl og vin til eget og venners forbrug
Dokumentets dato03 apr 2002
Dato for offentliggørelse25 apr 2002 15:49
SKM-nummerSKM2002.247.LSR
MyndighedLandsskatteretten
Sagsnummer2-6-1601-0010
Dokument typeKendelse
Overordnede emnerAfgift + Moms og lønsumsafgift
EmneordØl, vin, emballage, grænsehandel, EU, forbrug
Resumé

En person, der via landegrænsen Danmark/Tyskland indførte et kvantum dåseøl på i alt 284 kartoner øl á 30 stk., samt 20 kasser vin á 6 flasker, blev pålagt øl-,vin- og emballageafgift samt moms med i alt 16.775 kr.

Reference(r)

Øl- og vinafgiftsloven § 11, stk. 4
Emballageafgiftsloven § 7 a, stk. 4
Momsloven § 27
Cirkulationsdirektivet
Momsvejledningen 2001 G.1.2.1


A’s klage skyldes, at told- og skatteregionen har afkrævet ham 16.775 kr. i øl-, vin- og emballageafgift samt moms i forbindelse med indførslen af i alt 284 kartoner dåseøl samt 20 kasser vin fra Tyskland, idet den indførte mængde ikke er anset for værende til eget brug.

Det er oplyst, at klageren henholdsvis den 14. september 1999 samt den 30. marts 2000 via landegrænsen Tyskland/Danmark har indført et kvantum dåseøl på i alt 284 kartoner øl á 30 stk. samt 20 kasser vin á 6 flasker, hvilket blev konstateret ved Told- og Skats kontrol af grænsetrafikken de pågældende dage. Transporten blev foretaget i en varevogn af mærket Toyota Hiace. 

I forbindelse med kontrollen, har klageren oplyst, at de omhandlede varer var indkøbt af ham, dels til eget forbrug og dels for nogle venner, idet de var 10 venner, der skiftedes til at hente øl m.v. til hinanden.

Ved den påklagede afgørelse har told- og skatteregionen afkrævet klageren i alt 16.775 kr., der fordeler sig med  8.709 kr. i ølafgift,  592 kr. i vinafgift, 4.119 kr. i emballageafgift samt moms 3.355 kr.

Told- og skatteregionen har som hjemmel for sin afgørelse henvist til, at det af øl- og vinafgiftslovens § 4, stk. 1, fremgår, at der skal betales afgift, når varerne overgår til forbrug her i landet. Regionen har samtidig henvist til lovens § 6, stk. 1, der foreskriver, at privatpersoner, der fra andre EU-lande får tilført eller erhverver afgiftspligtige varer, skal indgive en anmeldelse til de statslige told- og skattemyndigheder og stille sikkerhed for de skyldige afgifter. Herudover har regionen henvist til lovens § 11, stk. 4, der giver afgiftsfritagelse for varer, som privatpersoner selv indfører til eget brug fra et andet EU-land. I denne forbindelse har regionen yderligere henvist til EU-Rådets direktiv nr. 92/12 af 25. februar 1992, artikel 8 og 9, der opstiller den vejledende mængde vedrørende øl til eget brug til 110 liter. Endelig har regionen henvist til lovens § 16, stk. 3, hvoraf fremgår, at den, der modtager varerne, hvoraf der skal betales afgift, skal angive mængden heraf.

For så vidt angår emballageafgiften har regionen henvist til emballageafgiftslovens § 7a, stk. 2a, stk. 2, 2. pkt., som foreskriver, at den person, som modtager varer, hvoraf der skal betales afgift, straks skal angive mængden af de pågældende varer.     

Endelig har regionen som hjemmel for opkrævning af moms henvist til momslovens § 27, stk. 2, nr. 1, hvoraf det fremgår, at der skal betales moms af punktafgifter i forbindelse med indførslen af varer fra andre EU-lande.

Regionen har som begrundelsefor sin afgørelse anført, at indførslen af den omhandlede mængde varer langt overstiger, hvad der kan anses som værende til eget brug. Regionen har under hensyn til klagerens egen forklaring og med henvisning til den vejledende mængde i EU-Rådets direktiv nr. 92/12 af 25. februar 1992, artikel 8 og 9 alene godkendt 110 liter øl til eget brug. Den resterende mængde øl og vin har regionen anset for at være en erhvervsmæssig indførsel, hvorfor der skal betales afgift af varerne. Regionen har ligeledes henset til, at klageren selv har oplyst, at en del af varerne var til nogle venner og således til andres brug, hvorfor klageren ikke afgiftsfrit kan indføre disse varer, da det er en forudsætning, at varerne er indført til eget brug.

Klageren har over for Landsskatteretten nedlagt påstand om, at der ikke skal opkræves afgifter af det omhandlede kvantum øl og vin.

Klageren har til støtte for sin påstand bl.a. anført, at den pågældende afgørelse er ugyldig, idet man ikke har givet ham lejlighed til at udtale sig ved et møde, forinden regionen har truffet sin afgørelse. Klageren har samtidig anført, at han har handlet i overensstemmelse med de oplysninger, som han har modtaget fra et Toldcenter forud for turene til Tyskland. Her skulle klageren have fået oplyst, at der var intet galt i at gøre, som han gjorde. Klageren har endvidere ikke kunnet finder oplysninger på internettet, i diverse pjecer fra Told- og Skat, eller på de plakater, der hænger hos samtlige købmænd på den tyske side af grænsen om, at man maks. måtte medtage 110 liter øl mv.

Klageren har herudover anført, at han ikke, da han blev standset ved grænsen, blev oplyst om, at indførslen af denne mængde øl og vin var ulovlig, og at han ville blive pålagt en afgift. Først senere hen, da man havde gennemført endnu en tur til Tyskland, blev han gjort opmærksom på, at der skulle betales afgift af det omhandlede kvantum øl og vin. 

Endelig har klageren til støtte for sin påstand gjort gældende, at der ikke er tale om erhvervsmæssig indførsel med videresalg for øje. Klageren har i denne forbindelse anført, at han har stået for indkøbet på fælles vegne af i alt 10 deltagere, dog ikke med den hensigt at tjene på det, men blot fordi, at man skiftedes til at indkøbe øl og vin for hinanden, alt efter hvem, der nu havde tid til at hente varerne. Klageren har herudover bemærket, at den del af øllet mv., der tilhørte ham selv, alene var til eget brug og gaver.            

Landsskatteretten skal udtale:

I henhold til øl- og vinafgiftslovens § 1, stk. 1, og § 3, stk. 1, skal der betales afgift af øl og vin her i landet efter de i loven nærmere opregnet satser.

Afgiftspligtens indtræden følger af lovens § 4, hvoraf bl.a. fremgår, at der skal betales afgift her i landet ved overgang til forbrug, dvs. når varerne forlader en ordning under suspension af afgiften, eller ved modtagelsen, når varer fra andre EU-lande erhverves af virksomheder og personer, der ikke er berettiget til at oplægge varerne uden afgiftsberigtigelse, jf. §§ 5 og 6. 

Efter lovens § 11, stk. 4, ydes afgiftsfritagelse bl.a. af varer, som privatpersoner selv medfører til eget brug fra et andet EU-land, i hvilket de er erhvervet i beskattet stand.

Øl- og vinafgiftsloven (lov nr. 1015 af 19. december 1992 med senere ændringer) gennemfører EU-Rådets direktiv nr. 92/12 af 25. februar 1992 (cirkulationsdirektivet) med senere ændringer. Loven skal således administreres i overensstemmelse med cirkulationsdirektivets bestemmelser.

Af cirkulationsdirektivets præambel fremgår, at punktafgiftspligtige varer, som privatpersoner anskaffer til eget brug, og som de selv transporterer, skal beskattes i den medlemsstat, hvor varerne er anskaffet, hvilket er nærmere fastslået i direktivets art. 8. Det fremgår videre af præamblen, at for at kunne fastslå, at de punktafgiftspligtige varer ikke er beregnet til privat brug, men til erhvervsmæssige formål, skal medlemsstaterne tage hensyn til en række kriterier. Disse kriterier er nærmere opregnet i direktivets art. 9, 2. pkt., hvoraf det bl.a. fremgår, at medlemsstaterne kan opstille vejledende mængder for indførslen af varer beregnet til erhvervsmæssige formål, der for så vidt angår øl ikke må være mindre end 110 liter, og for så vidt angå vin ikke må være mindre end 90 liter. 

Landsskatteretten bemærker indledningsvis, at klageren ikke på tilstrækkelig vis har kunne dokumentere, at han rent faktisk har anmodet om et møde med regionen, som beskrevet i regionens skrivelse af 16. oktober 2000, forinden denne traf sin afgørelse i sagen, hvorfor den påklagede afgørelse ikke findes at være ugyldig.   

Landsskatteretten lægger efter det oplyste til grund, at det omhandlede kvantum øl og vin er indkøbt i et andet EU-land, Tyskland og herefter indført af klageren til Danmark via den dansk/tyske grænse.

Efter de foreliggende oplysninger, finder Landsskatteretten, at de omhandlede varer ikke kun har været indbragt her i landet til klageren selv, men også til 9 andre personer.

Landsskatteretten finder herefter, at indførslen af de i sagen omhandlede mængder øl ikke kan anses for omfattet af afgiftsfritagelsesbestemmelsen i øl- og vinafgiftslovens § 11, stk. 4. Der er herved henset til, at bestemmelsen ikke kan anvendes i en situation som den foreliggende, hvor klageren til dels på vegne af andre personer indfører varer til de andres selvstændige brug. Endvidere kan det indførte kvantum øl ikke antages at være bestemt til privat brug, idet mængden ligger væsentligt over, hvad der med rimelighed kan forventes anvendt i en normal husholdning, jf. cirkulationsdirektivets art. 9, 2. pkt., hvor den vejledende mængde for øl er sat til 110 liter.   

Landsskatteretten finder således, at alene 333 stk. øldåser á 33 cl., svarende til 110 liter for indførslen i 1999 samt en tilsvarende mængde for indførslen i 2000 må anses for at have været bestemt til klagerens eget brug, mens de resterende i alt 7.854 dåser øl ikke kan henføres til bestemmelsen i øl- og vinafgiftslovens § 11, stk. 4, men er afgiftspligtige efter lovens § 1, stk. 1, og § 4. 

For så vidt angår den indførte mængde vin finder Landsskatteretten, at der ikke skal opkræves vinafgift af disse varer, under hensyn til de foreliggende oplysninger samt den omstændighed, at den indførte mængde vin ligger under den vejledende mængde på 90 liter, jf. cirkulationsdirektivets art. 9, 2. pkt.

Landsskatteretten finder ligeledes under hensyn til, at den opkrævede emballageafgift for 1999 og 2000 hver for sig ligger under bagatelgrænsen på 2.500 kr., jf. emballageafgiftslovens § 7a, stk. 4, at emballageafgiften ikke skal opkræves, idet der ikke foreligger nærmere dokumentation for, at klageren skulle have modtaget flere afgiftspligtige varer i løbet af årene 1999 og 2000, hvoraf der er opkrævet emballageafgift.     

For så vidt angår spørgsmålet om der for den omhandlede punktafgiftspligtige mængde øl tillige er indtrådt momspligt, finder Landsskatteretten, at klageren efter det foreliggende ikke kan anses som en momspligtig person, der efter momslovens § 11, stk. 1, nr. 1, skal betale moms ved erhvervelse af varer fra andre EU-lande, idet det lægges til grund, at klageren alene har indført øl til sig selv og på vegne af nogle andre privatpersoner. Der skal således ikke opkræves moms af den omhandlede mængde øl. Landsskatteretten bemærker i denne forbindelse, at momslovens § 27, stk. 2, nr. 1, ikke indeholder et hjemmelsgrundlag for opkrævning af moms, men alene fastslår, at såfremt der er en momspligt, skal told mv. medregnes i afgiftsgrundlaget.

I overensstemmelse med toldlovens § 39, stk. 1, nr. 4, hvoraf fremgår, at føreren af et befordringsmiddel, hvori uberigtigede eller betinget told- og afgiftsfri varer transporteres, hæfter for de på varerne hvilende told- og afgiftsbeløb, finder Landsskatteretten, at klageren hæfter for ølafgiften. 

Landsskatteretten finder endelig, at allerede fordi der ikke foreligger nærmere dokumentation for de oplysninger, som klageren måtte have fået fra toldcentret i forbindelse med turene til Tyskland, kan klageren ikke anses at have opnået en retsbeskyttet berettiget forventning om, at kunne indføre ubegrænsede mængder af øl til såvel klageren selv som til andre uden afgiftsmæssige konsekvenser.  

Den påklagede afgørelse vil herefter af være at ændre i overensstemmelse med ovennævnte.