Ligningsvejledningen; Erhvervsdrivende 2012-2

Vis printvenlig udgavePrint aktuel side
Print aktuel side med underpunkter
Print indholdsfortegnelse
Se oplysninger om sidenKolofon
Dokumentet gælder fra:

E.A.1.2 Hobbyvirksomhed og anden ikke-erhvervsmæssig virksomhed

Ny tekst startAfsnittet E.A.1.2.1 "Betydningen af sondringen mellem erhvervsmæssig virksomhed og hobbyvirksomhed" er omskrevet og flyttet til Den juridiske vejledning. Se afsnit C.C.1.1.1 Begrebet selvstændig erhvervsvirksomhed.Ny tekst slut

Ny tekst startAfsnit E.A.1.2.2 "Hobby eller erhverv" og afsnit E.A.1.2.3 "Hobby eller erhverv i relation til udvalgte virksomhedstyper" er ikke omskrevet.Ny tekst slut

Ny tekst startAfsnit E.A.1.2.4 "Driftsform, m.v." er omskrevet og flyttet til Den juridiske vejledning. Se afsnit C.C.1.1.1 Begrebet selvstændig erhvervsvirksomhed.Ny tekst slut

Ny tekst startAfsnit E.A.1.2.5 "Momsregistrering m.v." er omskrevet og flyttet til Den juridiske vejledning. Se afsnit C.C.1.1.1 Begrebet selvstændig erhvervsvirksomhed, under Betydningen af momsregistrering.Ny tekst slut

Ny tekst startAfsnittet er omskrevet og flyttet til Den juridiske vejledning. Se afsnit C.C.1.1.2 Beskatning af selvstændig erhvervsvirksomhed og ikke-erhvervsmæssig virksomhed (hobbyvirksomhed).Ny tekst slut

Om en virksomhed er erhvervsmæssig eller har hobbykarakter vil normalt ikke give anledning til tvivl, hvis virksomheden er rentabel, hvilket vil sige, at virksomheden over en lidt længere periode giver overskud på den primære drift, mulighed for forrentning af fremmedkapital og den investerede egenkapital, samt en rimelig driftsherreløn.

Bedømmelsen af, om en virksomhed er erhvervsmæssigt drevet, foretages ud fra en samlet konkret vurdering af virksomheden, hvori alle relevante forhold skal inddrages.

Erhvervsmæssig virksomhed vil - i modsætning til hobbyvirksomhed - være indrettet på systematisk indtægtserhvervelse, dvs. det afgørende formål er den fortjeneste, der kan opnås.

De relevante momenter, der har været lagt vægt på i praksis, har bl.a. været:

  • om der er udsigt til, at virksomheden før eller siden vil give overskud (er rentabel)
  • om virksomhedens underskud er forbigående, f.eks. indkøringsvanskeligheder, eller om virksomheden vedvarende forudsætter, at ejeren har stabile indtægter fra anden side for at neutralisere et underskud
  • om der forud for virksomhedens start har været foretaget undersøgelse af lønsomheden/udsigterne til rentabel drift, herunder om der har været lagt budgetter m.v.
  • om virksomheden har den fornødne intensitet og seriøsitet
  • om ejeren har særlige faglige forudsætninger for at drive virksomheden, og om virksomheden har en naturlig sammenhæng med skatteyderens eventuelle øvrige indtægtsgivende erhverv
  • om der er andre end erhvervsmæssige formål med virksomheden
  • om skatteyderen har været afskåret fra at anvende virksomhedens aktiver til privat brug
  • om virksomhedens omfang/varighed er af en vis størrelse
  • om driftsformen er sædvanlig for virksomheder af den pågældende art
  • om virksomheden lever op til den erhvervsmæssige standard, der er gældende for det pågældende erhverv
  • om virksomheden i givet fald kunne sælges til trediemand, dvs. om den trods hidtidigt underskud i trediemands øjne måtte have potentiel indtjeningsværdi, eller om den slet ikke kunne tænkes drevet løsrevet fra den ejendom, person eller det regi, hvor den hidtil har været drevet.

Ingen af disse kriterier er i sig selv afgørende for vurderingen af, om virksomheden er erhvervsmæssig. Det afhænger bl.a. af, hvilken type virksomhed, der er tale om, men rentabilitetsbetragtningen har været lagt til grund i mange afgørelser.

Rentabilitetskriteriet indebærer, at der stilles et krav om overskud på den primære drift, et krav om en rimelig forrentning af den investerede egenkapital og om arbejdsindsats. Kravet om en rimelig forrentning af den investerede egenkapital indebærer, at der også sker en forrentning af en eventuel fremmedkapital. I tilfælde, hvor der ydes en arbejdsindsats i virksomheden, stilles tillige krav om en rimelig driftsherreløn.

Rentabilitetskriteriet udelukker ikke, at virksomheden kan være erhvervsmæssig, selvom den giver underskud i en periode. En virksomhed kan dermed anses for erhvervsmæssig, uanset at den f.eks. i opstartsfasen eller i en forbigående periode på grund af dårlige konjunkturer er underskudsgivende, herunder at der i disse perioder ikke er mulighed for forrentning af fremmed- og/eller egenkapital eller for en driftsherreløn, når blot der er udsigt til, at virksomheden kan blive rentabel over en lidt længere periode.

Ifølge retspraksis er det yderligere stillet som betingelse for, at en virksomhed kan anses for erhvervsmæssig, at omsætningen har en vis minimumsstørrelse - det såkaldte intensitetskrav. Der er tale om et objektivt krav, og konkrete omstændigheder som eksempelvis sygdom hos den skattepligtige har ifølge praksis ikke kunnet give grundlag for at bortse fra kravet om en vis omsætning.

Af Skatteministeriets kommentar, SKM2008.854.DEP, til SKM2008.641.BR om fradrag for udgifter til udvikling og patentering fremgår det, at der i visse (specielle) tilfælde kan være tale om erhvervsmæssig virksomhed, uanset virksomheden (endnu) ikke har opnået en vis afsætning af virksomhedens produkt(er). Hvor det sædvanlige intensitetskrav ikke er opfyldt, vil det være afgørende, om virksomheden udøves med henblik på rentabel drift - om rentabilitetskravet er opfyldt. Der skal således være grundlag for at antage, at virksomheden på sigt vil kunne give en rimelig fortjeneste. Konkret kan der være grundlag for en sådan antagelse, selvom virksomheden i det eller de første år har beskeden eller ingen omsætning. Har virksomheden derimod beskeden eller ingen omsætning i en længere periode, vil dette i sig selv føre til, at virksomheden ikke længere kan anses som erhvervsmæssig. 

Ved hobbyvirksomhed vil indtægtserhvervelsen ikke være det primære formål. Virksomheden vil typisk være et udslag af en personlig interesse (en hobby), og en vis personlig deltagelse i virksomheden er almindelig.

Ved den type virksomheder, hvor indehaverens personlige indsats er det væsentligste aktiv, vil virksomheden ofte blive anset for hobbyvirksomhed, medmindre den fremstår som professionelt anlagt hvad angår udstyr, driftsform og indehaverens uddannelse.

For så vidt angår kravene til overskud, gælder en særlig praksis vedrørende deltidslandbrug. Der henvises i denne forbindelse til TfS 1994, 364 HRD, som er refereret i E.A.1.2.3.1.

Hvis virksomheden består i udlejning af aktiver, kan den blotte forekomst af privat benyttelse af de aktiver, der indgår i virksomheden, medføre at virksomheden ikke anses for erhvervsmæssigt anlagt. Se E.A.1.2.3.6 om sommerhusudlejning.

I sager vedrørende landbrug og lign. vil det ofte være af afgørende betydning, hvad den primære årsag til anskaffelsen og driften har været, dvs. om boligformålet eller andre private formål overskygger hensigten med at opnå et afkast af bedriften. Se E.A.1.2.3.1 om landbrug.

 

Ny tekst startSKM2012.51.BR (Appelleret). En civilingeniørs IT-rådgivningsvirksomhed blev ikke anset for drevet erhvervsmæssigt. Skatteyderen havde haft lønnet arbejde ved siden af. Fra virksomhedens start i 1998 frem til 2009 havde der været et samlet overskud på 9.269 kr., hvilket svarede til et gennemsnitligt overskud på 773 kr. I perioden 2004-2006 havde virksomheden haft et underskud på 86.369 kr. Retten lagde vægt på, at virksomheden ikke blev drevet med udsigt til at opnå rimelig fortjeneste. Det forhold, at der fra 2005 og fremover var opnået positive resultater, kunne ikke føre til et andet resultat. Retten lagde i den forbindelse vægt på resultaternes beskedne størrelse, og at virksomheden siden starten således ikke havde givet skatteyderen en rimelig honorering af hans arbejdsindsats. Da virksomheden ikke opfyldte betingelsen om at være rentabel for at blive anerkendt som erhvervsmæssig, fandt retten det ikke nødvendigt at tage stilling til, om virksomhedens omfang levede op til kriterierne for at blive anset for erhvervsmæssig.Ny tekst slut

SKM2011.364.VLR (Appelleret) om en kunstners selvstændige virksomhed omtales under E.A.1.2.3.5

SKM2010.777.BR (Appelleret). En virksomhed med akupunkturbehandling og salg af urter blev ikke anset erhvervsmæssig, hvorfor der nægtedes fradrag for underskud i årene 2003 - 2005 med henholdsvis 79.790 kr., 46.037 kr. og 42.287 kr. Der havde ikke været realiseret overskud i virksomheden siden dens start i 1995, og i de tre nævnte år havde omsætningen været henholdsvis 8.100 kr., 0 kr. og 0 kr.

SKM2009.183.BR.Skatteyderen ønskede fradrag i indkomstårene 1999-2001 for kørselsudgifter og ønskede i samme periode at kunne afskrive på et kamera og en bærbar computer. Skattemyndighederne havde indrømmet delvis fradrag/afskrivning på baggrund af et skøn, men for byretten gjorde ministeriet gældende, at skatteyderens virksomhed slet ikke blev drevet erhvervsmæssigt i de pågældende indkomstår. Retten nægtede fradrag, fordi virksomheden havde haft så beskeden omsætning, og i øvrigt havde været underskudsgivende, at den ikke var erhvervsmæssig i de pågældende indkomstår.

I SKM2008.943.SR, blev en udlejning af 2,04 ha frijord, hvorved forventedes et årligt overskud på 520 kr., ikke anset for erhvervsmæssig i relation til anvendelsen af virksomhedsordningen og genanbringelse jf. EBL, idet det forventede overskud var af beskeden størrelse.

SKM2008.321.VLR. Landsretten fandt ikke, at skatteyderens engagement i motorsporten i indkomstårene 2001 og 2002 kunne karakteriseres som erhvervsmæssigt, hvorfor der ikke var fradragsret for underskud i henhold til SL § 6, stk. 1, litra a. Landsretten lagde herunder vægt på, at motorsportsteamet i hvert fald i 2001 ikke blev etableret og drevet på et erhvervsmæssigt forsvarligt grundlag, og at der både i 2001 og 2002 var en så beskeden omsætning i forhold til de ikke ubetydelige driftsudgifter og den investerede kapital, at teamet ikke kunne anses for at være drevet med udsigt til at opnå en rimelig fortjeneste. Senere års i følge regnskaberne positive driftsresultater kunne ikke føre til en anden vurdering i relation til indkomstårene 2001 og 2002.

SKM2007.855.ØLR. En advokat drev virksomhed som spiller- og matchagent. Landsretten fandt, at der ikke var en sådan sammenhæng mellem advokatvirksomheden og spiller- og matchagentvirksomheden, at de i skattemæssig henseende skulle behandles som en samlet virksomhed. Spiller- og matchagentvirksomheden havde i de omtvistede indkomstår, 2000 og 2001, haft indtægter på henholdsvis 4.600 kr. og 10.500 kr. og udgifter på henholdsvis 100.174 kr. og 64.391 kr. I indkomståret 2002 havde virksomheden ingen indtægter men udgifter på 33.293 kr. Der var ingen aktivitet i virksomheden i 2003 og 2004. I 2005 havde virksomheden opnået et overskud ved at bistå en superligaklub. Retten fandt ikke, at indtægterne i 2005 kunne tillægges betydning for vurderingen af, om spiller- og matchagentvirksomheden kunne anses for erhvervsmæssigt drevet i indkomstårene 2001 og 2002. Landsretten fandt herefter ikke, at spiller- og matchagentvirksomheden, for hvilken der ikke var udarbejdet budgetter, kunne anses for etableret og drevet med udsigt til at opnå en rimelig fortjeneste, ligesom der ikke var et sikkert grundlag for at antage, at virksomheden ville udvikle sig således, at den ville kunne give en rimelig fortjeneste. Henset hertil og til virksomhedens økonomiske omfang i indkomstårene 2000 og 2001 kunne virksomheden i skattemæssig henseende ikke anses for erhvervsmæssig, og virksomhedens underskud kunne ikke fradrages, jf. SL § 6, stk. 1, litra a.

SKM2007.107.HR (tidligere SKM2005.314.ØLR). Højesteret fandt, at en virksomhed, der beskæftigede sig med horoskoper og fremtidsforudsigelser, ikke var erhvervsmæssigt drevet i 2001. Virksomheden havde i 2001 en omsætning på ca. 10.000 kr., og et virksomhedsresultat på ca. - 27.000 kr. Også de forudgående år havde virksomheden en meget beskeden omsætning og et negativt driftsresultat. Højesteret fandt, på denne baggrund og efter det i øvrigt foreliggende, at det måtte lægges til grund, at der i 2001 heller ikke var udsigt til, at indehaveren fremover ville kunne drive virksomheden med en rimelig fortjeneste. Oplysninger om indehaverens sygdom kunne ikke føre til andet resultat. Fradrag for underskud efter SL § 6, stk. 1, litra a, kunne derfor ikke foretages. Indehaveren havde heller ikke ret til befordringsfradrag efter LL § 9 C, da der ikke var tale om befordring til en erhvervsmæssig virksomhed, og virksomheden var underskudsgivende.

SKM2005.66.VLR. På baggrund af bevisførelsen, skønserklæringen og skønsmandens forklaring i retten, fandt landsretten, at en virksomhed med biavl ikke var erhvervsmæssig, da virksomheden siden opstarten i 1991 til 2001 havde resulteret i underskud efter afskrivninger. Det blev endvidere lagt til grund, at dette også, selv efter en konstateret forøgelse af den producerede honningmængde i 2001 - 2003, ville være tilfældet i fremtiden. 

SKM2003.6.VLR. Spørgsmålet var, om skatteyderen i 1997-1998 havde drevet erhvervsmæssig virksomhed med produktion og salg af kaffemaskiner. Skatteyderen havde tidligere drevet virksomhed hermed og havde i 1993 indgået en frivillig akkord med kreditorerne. Der var i de to år en beskeden omsætning og et negativt resultat. Henset til, at skatteyderen ikke i forbindelse med driften havde haft sagkyndig bistand, at der ikke var udarbejdet budgetter, at produkterne ikke var markedsført, og at den pågældende ikke havde været beskæftiget med driften i videre omfang, samt henset til virksomhedens omfang og resultat, fandt landretten, at den ikke opfyldte de skatteretlige kriterier for at kunne anses for erhvervsmæssig.

SKM2002.437.LSR. To virksomheder, en hudplejeklinik og en virksomhed med internethandel, kunne ikke anses for erhvervsmæssigt forsvarligt drevet. Fælles for de to virksomheder bemærkede Landsskatteretten bl.a., at der havde været underskud på den primære drift, og at virksomhedens samlede regnskabsresultat udviste underskud siden virksomhedens start. Der blev endvidere henset til, at underskuddene på grundlag af de foreliggende regnskabsresultater ikke kunne anses for alene at være forbigående, at der således ikke syntes at være udsigt til, at virksomheden på sigt ville give et overskud, der stod i rimeligt forhold til den investerede kapital, herunder de akkumulerede underskud, og at virksomhedens drift havde været afhængig af fremmedfinansiering. Der blev endvidere henset til, at der ifølge det oplyste ikke forud for virksomhedens start blev udarbejdet budgetter, rentabilitetsanalyse eller lignende.

Se endvidere afgørelser omtalt under E.A.1.2.3.

Nedenfor er sondringen mellem hobbyvirksomhed og erhvervsmæssig virksomhed gennemgået for en række virksomhedstyper.

Praksis kan tages som udtryk for, at en egentlig landbrugsejendom normalt må anses for drevet erhvervsmæssigt, hvis driften af ejendommen bedømt ud fra en teknisk-landbrugsfaglig målestok kan betegnes som sædvanlig og forsvarlig og tilsigter at opnå et rimeligt driftsresultat, medmindre det må lægges til grund, at driften selv efter en længere årrække ikke vil kunne blive overskudsgivende. Ved afgørelsen af, om et landbrug teknisk-landbrugsfagligt er forsvarligt drevet, indgår der efter praksis bl.a. en vurdering af, om landbruget efter sin art, beliggenhed og størrelse drives forsvarligt.

Det er dog ikke i alle tilfælde, der indrømmes fradrag, selv om driften kan anses for teknisk landbrugsfagligt forsvarlig, se bl.a. SKM2004.455.HR, omtalt nedenfor, hvor det statueredes, at der, uanset om betingelserne ifølge den særlige ligningspraksis er opfyldt, ikke kan opnås fradrag for underskud i et fritidslandbrug, hvis virksomhedens omsætning er af ganske underordnet omfang.

Se også SKM2009.24.HR (tidligere instans SKM2006.239.ØLR), hvor det var ubestridt, at landbrugsvirksomheden ud fra en teknisk landbrugsfaglig målestok var drevet sædvanligt og forsvarligt, og Højesteret lagde til grund, at skatteyderen havde tilsigtet at opnå et rimeligt driftsresultat. Det var herefter afgørende for, om driften kunne anses for erhvervsmæssig i indkomståret 2000, at skattemyndighederne havde grundlag for at fastslå, at driften ikke selv efter en længere årrække ville kunne blive overskudsgivende før renter. Ved vurdering af landbrugsvirksomhedens driftsresultat før renter kunne der ikke ses bort fra den forpagtningsafgift, som skatteyderen havde betalt efter overdragelsen af ejendommen til sin søn i 1998, idet der var tale om en nødvendig driftsomkostning ved den valgte driftsform. Driften havde herefter været underskudsgivende før renter i alle årene fra 1990 - 2004. Dette gjaldt, bortset fra 1995 og 1997, selv om de foretagne afskrivninger blev nedsat til det niveau på ca. 3.000 kr., som ifølge skatteyderen havde været det rigtige, hvis afskrivningerne alene var driftsmæssigt begrundet. Heroverfor kunne der ikke lægges afgørende vægt på, at driftsresultatet havde været positivt i et enkelt af årene efter 2000, nemlig i 2005. Højesteret bemærkede, at der ikke var fremlagt oplysninger om driftsresultatet i 2006, og at der ikke kunne lægges afgørende vægt på, at skønsmanden - på baggrund af driftsresultatet i 2005 - havde ændret sin tidligere opfattelse, hvorefter landbrugsvirksomheden med den i år 2000 valgte driftsform ikke ville kunne give et overskud på eller omkring 0 kr. efter driftsmæssige afskrivninger, men før renter. Højesteret tiltrådte derfor landsrettens dom, hvorved Skatteministeriet var blevet frifundet.

Ovennævnte SKM2009.24.HR er kommenteret i SKM2009.110.SKAT (styresignal), hvor det bl.a fremhæves, at udgifter til forpagtning skal fradrages som en driftsomkostning ved opgørelsen af driftsresultatet efter driftsmæssige afskrivninger, og at enkeltstående indkomstår med overskud efter driftsmæssige afskrivninger ikke medfører, at landbruget må anses for at være erhvervsmæssigt drevet. Det må afhænge af, om der også fremadrettet er udsigt til, at ejendommen efter driftsmæssige afskrivninger, det vil sige før renter, har udsigt til at give et resultat omkring 0 eller blive overskudsgivende. Kommentaren nævner en række elementer, der kan indgå i denne vurdering.

Da udbetalinger fra EU´s enkeltbetalingsordning er betinget af landbrugsmæssig drift, skal de henregnes til et landbrugs ordinære driftsresultat og dermed indgå i bedømmelsen af, hvorvidt der foreligger en erhvervsmæssig drift, SKM2006.794.LSR.

I sager, hvor der har været udmeldt syn og skøn, har der i skønstemaerne bl.a. også indgået spørgsmål om, hvorvidt driftsformen var sædvanlig for en ejendom som i den konkrete sag, og i givet fald om en sådan sædvanlig driftsform ville kunne give overskud på den primære drift før eller efter af- eller nedskrivninger og bidrage til forrentning af den i ejendommen og driften investerede kapital.

Et egentligt syn og skøn vil være et stærkere bevismiddel end en erklæring fra en landbrugskonsulent. Vedrørende syn og skøn, se DJV Processuelle regler for SKATs opgaver afsnit A.A.11, samt nogle af de nedenfor nævnte afgørelser.

I TfS 1994, 364 HRD, lagde Højesteret på baggrund af en syns- og skønsrapport til grund, at driften af en ejendom var teknisk landbrugsfagligt forsvarlig og sædvanlig for et deltidslandbrug af den størrelse og beskaffenhed. Til spørgsmålet om en sådan driftsform kunne give overskud på den primære drift før af- og nedskrivninger, svarede syns- og skønsmanden, at der kunne forventes et driftsoverskud på omkring 0. På denne baggrund fandt Højesteret at måtte give skatteyderen medhold i, at landbruget var erhvervsmæssigt drevet. Præmisserne i højesteretsdommen er: I medfør af SL § 6 a, kan underskud ved drift af en landbrugsejendom efter den mangeårige særlige ligningspraksis vedrørende deltidslandbrug fratrækkes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst på betingelse af, at driften af ejendommen bedømt ud fra en teknisk- landbrugsfaglig målestok kan betegnes som sædvanlig og forsvarlig og tilsigter at opnå et rimeligt driftsresultat. I så fald må ejendommen i skattemæssig henseende anses for drevet erhvervsmæssigt, medmindre det må lægges til grund, at driften selv efter en længere årrække ikke vil kunne blive overskudsgivende.

Efter Skatteministeriets opfattelse er dommens resultat i overensstemmelse med hidtidig praksis, bortset fra, at det er præciseret, at den særlige ligningspraksis gælder for deltidslandbrug generelt, ligesom det er præciseret, at det er en betingelse for at anerkende erhvervsmæssig drift, at skatteyderen har godtgjort, at der sigtes mod et rimeligt driftsresultat, jf. TfS 1994, 583 DEP.

SKM2004.432.VLR. Skatteyderen, der drev et fritidslandbrug med kvægavl, havde foretaget fradrag for driftsunderskud. Skatteyderens resultatopgørelse for de omkringliggende indkomstår udviste beskedne overskud, som imidlertid alene fremkom som følge af, at skatteyderen ikke indregnede driftsmæssige afskrivninger. Skatteyderen gjorde gældende, at aktiverne var så slidte og gamle, at der ikke var nogen yderligere forringelse ved fortsat benyttelse af dem, og at han derfor var berettiget til at sætte de driftmæssige afskrivninger til 0 kr. Landsretten fandt ikke, at de driftsmæssige afskrivninger kunne sættes til 0 kr., men fandt ud fra oplysningerne om driftsbygningernes og maskinernes alder og stand, at afskrivningerne måtte sættes til meget beskedne beløb. På den baggrund fandt landsretten ikke at kunne lægge til grund, at driften selv efter en længere årrække ikke ville kunne blive overskudsgivende, jf. TfS, 1994, 364 HRD. Skatteyderen var derfor berettiget til fradrag for underskud.

TfS 1999, 48 LSR. Et deltidslandbrug blev anset for erhvervsmæssig virksomhed. Landsskatteretten fandt, at det ved afgørelsen af, om en virksomhed havde udsigt til at give overskud, principielt var resultatet efter de driftsmæssige afskrivninger, der måtte tages i betragtning.

TfS 1994, 720 ØLD. Landsretten fandt under hensyn til et indhentet syn og skøn, at skatteyderen havde valgt en driftsform for landbrugsejendommen, der var teknisk-landbrugsfagligt forsvarlig. Ejendommen måtte derfor anses for erhvervsmæssigt drevet, således at underskuddet kunne fratrækkes.

TfS 1994, 566 ØLD. Skatteyderen, der drev et mindre landbrug, fik på baggrund af et syn og skøn fradrag for underskuddene.

TfS 1994, 366 VLD. Et deltidsgartneri blev anset for drevet erhvervsmæssigt forsvarligt.

TfS 1989, 188 VLD. Skatteministeriet tog på baggrund af en syns- og skønsrapport bekræftende til genmæle, hvorved fradrag for underskud blev anerkendt.

TfS 1989, 159 ØLD. Udgifterne ved drift af et lille landbrug blev anset for fradragsberettigede bl.a. på baggrund af en syns- og skønserklæring, der var udarbejdet til sagen.

SKM2011.382.ØLR (stadfæster SKM2009.619.BR). Skatteyderen var ikke berettiget til at afskrive på nogle driftsbygninger, da det hverken var godtgjort, at  hun selv havde udøvet erhvervsmæssig aktivitet i bygningerne, eller at bygningerne havde været bortforpagtet.

SKM2011.30.VLR (stadfæster SKM2010.197.BR). En lastvognschauffør drev et deltidslandbrug med planteavl. Driften havde i perioden 1998-2003 været underskudsgivende. Sagen angik, om landbruget havde været erhvervsmæssigt drevet i indkomstårene 2001-2003. Landbruget gav i indkomstårene 2005-2008 mindre driftsoverskud, og skatteyderen gjorde derfor gældende, at landbruget som konsekvens heraf havde været erhvervsmæssigt drevet i indkomstårene 2001-2003. Han anførte i den forbindelse, at driftsformen i 2005-2007 havde været ganske den samme som i 2001-2003. Skatteyderen havde imidlertid i 2005 omlagt driften, idet han i dette indkomstår påbegyndte udlejning af en driftsbygning og opnåede nye indtægter fra jagtudleje samt salg af brænde. Hvis man så bort fra indtægterne fra de nye aktiviteter, var landbrugsbedriften fortsat underskudsgivende i 2005-2008. Spørgsmålet var herefter, om landbrugsbedriften samt udlejningsvirksomheden og virksomheden med salg af brænde og jagtudleje udgjorde én og samme virksomhed, eller om de nye aktiviteter måtte bedømmes som særskilte økonomiske aktiviteter, der var uafhængige af landsbrugsbedriften. Byretten fandt, at de nye indtægtskilder ikke kunne anses som en integreret del af landbrugsbedriften, som derfor også i indkomstårene 2005-2008 havde været underskudsgivende. Af den grund - og fordi syn- og skønsmanden ikke fandt, at der i indkomstårene 2001-2003 var udsigt til, at sagsøgerens landbrugsbedrift med den valgte driftsform på sigt kunne give overskud på eller omkring 0 kr. efter driftsmæssige afskrivninger, men før renter og driftsherreløn, anså retten ikke landbrugsvirksomheden for erhvervsmæssigt drevet. Der var derfor ikke fradragsret jf. SL § 6, stk. 1, litra a, for underskud i indkomstårene 2001-2003.

SKM2007.517.VLR. Skatteyderen havde forpagtet dyrkbar jord tilhørende hans mor for en 5-årig periode og ønskede fradrag for underskud på henholdsvis 35.472 kr. og 21.428 kr. i indkomstårene 2000 og 2001. Det var ubestridt, at driften af den forpagtede jord ud fra en teknisk- landbrugsfaglig målestok havde været sædvanlig og forsvarlig. En syns- og skønsmand havde bl.a. udtalt, at driften selv efter en længere årrække ikke kunne blive overskudsgivende. Landsretten fandt med henvisning hertil, at driften ikke kunne anses for erhvervsmæssig og udtalte i den forbindelse, at forpagtningsafgiften og afskrivninger på nogle maskiner, som sagsøgeren havde købt af sin far, skulle indregnes som omkostninger ved opgørelsen af virksomhedens resultat. Skatteyderen havde subsidiært påstået fradrag for forpagtningsafgiften med henvisning til, at afgiften kunne sidestilles med renteudgifter. Landsretten fandt imidlertid ikke grundlag for skattemæssigt at sidestille forpagtningsafgiften med fradragsberettigede renter, jf. SL § 6, litra e.

SKM2007.59.HR (tidligere instans SKM2005.327.ØLR). Skatteyderen havde drevet et deltidslandbrug siden 1980´erne med et mindre kvæghold. Der var enighed mellem parterne om, at virksomheden var omfattet af den særlige praksis vedrørende fritidslandbrug. Landbruget havde løbende givet store driftsunderskud.  I 1988 var der opført en stor staldbygning. Skatteyderen ønskede fradrag for underskud i indkomstårene 1996 - 1998. Landsretten lagde i sin afgørelse vægt på en syns- og skønserklæring, hvorefter det med den valgte driftsform i 1996 - 1998, hvor staldbygningerne ikke blev delvist udlejet, var usandsynligt, at der kunne opnås et resultat, der gav plads til afskrivninger i noget væsentligt omfang. Landsretten fandt herefter, at virksomheden i perioden 1996 - 1998 ikke var tilrettelagt på en sådan måde, at der havde været udsigt til, at driften ville kunne give overskud efter driftsmæssige afskrivninger, og at virksomheden ikke havde været drevet erhvervsmæssigt forsvarligt. Højesteret stadfæstede afgørelsen.

SKM2005.7.ØLR. På baggrund af en skønserklæring fandt landsretten, at driften af en ejendom bedømt ud fra en teknisk/landbrugsfaglig målestok ikke kunne betegnes som sædvanlig og forsvarlig og tilsigtede at opnå et rimeligt driftsresultat. Landsretten fandt heller ikke, at der havde været udsigt til, at driften, selv efter en længere årrække, kunne blive overskudsgivende. (Spørgsmålet om, hvorvidt virksomheden var erhvervsmæssig, var ikke omfattet af anken til Højesteret, SKM2007.278.HR).

SKM2004.455.HR. I en sag om en minkfarm blev det i overensstemmelse med syns- og skønserklæringen lagt til grund, at minkfarmen efter sin størrelse og indretning kunne drives landbrugsfagligt forsvarligt, hvis kapaciteten blev udnyttet, og at skatteyderen havde de nødvendige forudsætninger herfor. Driften af minkfarmen havde, imidlertid ikke haft et sådan omfang, at den kunne anses som erhvervsmæssig.

Ved denne dom har Højesteret fastslået, at der på grund af den ringe omsætning ikke var fradragsret for virksomhedens underskud i de påklagede indkomstår. Højesteret har tidligere fastslået, at en virksomhed ikke kan anses for erhvervsmæssig, hvis den har et ganske underordnet omfang, jf. TfS 1996, 28 HRD, der drejede sig om en bådudlejningsvirksomhed. Hvad angår fritidslandbrug, hvor der gælder en særlig ligningspraksis, har landsretten i flere domme statueret, at der på grund af den ringe omsætning ikke forelå en erhvervsmæssig virksomhed, men Højesteret havde ikke taget stilling til, om det såkaldte intensitetskriterium også gælder for fritidslandbrug. Det må med Højesterets dom anses for endeligt fastslået, at der, uanset om betingelserne ifølge den særlige ligningspraksis er opfyldt, ikke kan opnås fradrag for underskud i et fritidslandbrug, hvis virksomhedens omsætning er af ganske underordnet omfang.

SKM2001.432.VLR. En virksomhed, der omfattede avl med prydfasaner samt drift af en karantænestation for strudse blev ikke anset for erhvervsmæssig. Landsretten fandt det ikke dokumenteret, at skatteyder ved deltagelse i et "strudseprojekt" havde udsigt til at opnå betydelige indtægter. Omsætningen udgjorde 14.038 kr. i 1993 og 25.280 kr. i 1994. Af omsætningen i 1994 vedrørte 16.000 kr. salg af resterende strudse, da "Strudsekompagniet", der forestod det projekt, som skatteyder deltog i, var ophørt. Det samlede underskud for perioden 1992-1995 var på 104.424 kr. Under de anførte omstændigheder anså landsretten ikke skatteyders virksomhed for erhvervsmæssig, uanset om den særlige ligningsmæssige praksis for deltidslandbrug måtte finde anvendelse.

TfS 1999, 215 ØLD. Det blev ikke anset for godtgjort, at den af skatteyder i 1992 drevne landbrugsvirksomhed havde haft en sådan karakter og omfang, at driften ud fra en teknisk landbrugsfaglig målestok kunne anses som sædvanlig og forsvarlig med henblik på at opnå et rimeligt driftsresultat.

TfS 1998, 256 VLD og TfS 1998, 257 VLD. Skatteyderne drev et landbrug med svinehold og hestehold, men svineproduktionen havde ikke haft en sådan intensitet, at driften efter en teknisk-landbrugsfaglig vurdering kunne anses for forsvarlig, og der var ikke udsigt til at opnå fortjeneste ved hesteholdet.

I TfS 1997, 177 ØLD fandt landsretten, at den samlede drift ikke kunne anses som teknisk-landbrugsfagligt forsvarlig og sædvanlig, ligesom der ikke var udsigt til, at driften, selv efter en længere årrække, kunne blive overskudsgivende.

TfS 1996, 301 VLD. Retten nægtede fradrag for underskud, uanset at driften blev anset for teknisk landbrugsfagligt forsvarlig. På baggrund af en indhentet syns- og skønserklæring lagde retten til grund, at forpagtning af en landejendom samt leje af et græsareal til dyrehold, var sædvanlig og forsvarlig efter en teknisk landbrugsfaglig målestok, samt at driften tilsigtede at opnå et rimeligt driftsresultat. Der kunne imidlertid ikke bortses fra de af forpagtningen flydende udgifter til forpagtning, græsleje og faktiske merudgifter ved bilkørsel ved vurderingen af, om driften måtte anses som erhvervsmæssig. Når disse udgifter blev medtaget, ville driften selv efter en længere årrække ikke kunne blive overskudsgivende.

TfS 1992, 566 VLD. Vestre Landsret tilkendegav i et forlig, at der ikke kunne opnås fradrag for underskud, uanset at landbrugsejendommen ud fra en teknisk landbrugsfaglig betragtning var forsvarligt drevet, idet der ikke var udsigt til, at driften ville give overskud.

TfS 1992, 516 ØLD. En akademiingeniør blev nægtet fradrag for underskud af en mindre landbrugsejendom. Skatteyderen havde indhentet en erklæring fra det lokale amtsråds konsulent i økologisk/biodynamisk jordbrug. I erklæringen bekræftede konsulenten, at gården blev drevet fagligt forsvarligt, men landsretten fandt ikke, at den landbrugsmæssige udnyttelse af ejendommen havde en sådan intensitet, at underskuddet kunne fradrages.

I TfS 1986, 359 VLD nåede retten frem til, at driften på den ene side var forsvarlig i teknisk landbrugsfaglig henseende, men på den anden side havde denne ellers landbrugsmæssigt forsvarlige drift ikke den fornødne intensitet til, at den kunne anses for erhvervsmæssig. Sagen drejede sig om en ikke-landbrugsuddannet, der på traditionel vis drev en lille landbrugsejendom med fedekalvproduktion. Landsretten fandt, at opfedningen af fedekalve ikke i sig selv gav grundlag for at anse driften for uforsvarlig i teknisk landbrugsfaglig henseende. Derimod bevirkede det meget beskedne omfang af køb og salg af dyr, at virksomheden ikke kunne anses at have haft den fornødne intensitet til, at driften i teknisk landbrugsfaglig forstand kunne anses forsvarlig.

For så vidt angår rentabilitetskriteriet i andre brancher end landbruget henvises til E.A.1.2.2.

I styresignalet SKM2011.282.SKAT beskriver Skatteministeriet retningslinjerne for, hvornår drift af stutteri og væddeløbsstald anses for erhvervsmæssig virksomhed i skattemæssig henseende. Styresignalet omhandler bl.a., hvornår samtidig drift af stutteri og hold af væddeløbsheste kan anses for én samlet virksomhed. Herudover beskriver styresignalet, hvornår der er tale om selvstændig økonomisk virksomhed i momsmæssig forstand. Styresignalet blev udsendt, fordi Skatteministeriet blev opmærksom på, at der for så vidt angår stutterier og væddeløbsstalde var blevet udvist unødig tilbageholdenhed med at anse virksomheder for erhvervsmæssige. Den ændrede praksis for, hvornår stutterier og hold af væddeløbsheste anses for erhvervsmæssig virksomhed, gælder fra og med indkomståret 2011. For indkomståret 2011 kan den skattepligtige dog vælge, at vurderingen af, om der er tale om erhvervsmæssig virksomhed eller hobby, skal foretages i henhold til den hidtil gældende administrative praksis.

Når en væddeløbshest overgår fra at indgå i en hobbyvirksomhed til at indgå i en erhvervsvirksomhed, bliver hesten omfattet af varelagerloven. Hesten skal i den forbindelse værdiansættes til handelsværdien på overgangstidspunktet. Ved fastsættelsen af handelsværdien vil en erklæring fra en sagkyndig - f.eks. Dansk Travsports Centralforbund eller Dansk Galop - kunne indgå som et element ved vurderingen af handelsværdien. Se afsnit E.B.2.6.1 om varelagerreglerne.

Ved et stutteri forstås en virksomhed, der avler og opdrætter heste med henblik på videresalg.

Ved vurderingen af, om et stutteri anses for erhvervsmæssigt drevet, lægges vægt på, om virksomheden drives teknisk fagligt forsvarligt, om antallet af heste muliggør en rationel drift, og på, om virksomheden er overskudsgivende eller har mulighed for at opnå et overskud inden for en årrækkke. Vurderingen svarer til den vurdering, der skal foretages, når det skal vurderes, om en landbrugsejendom kan anses for erhvervsmæssigt drevet, se afsnit E.A.1.2.3.1. Når driftsresultatet skal vurderes, ses på resultatet efter driftsmæssige afskrivninger, jf. Landsskatterettens bemærkninger refereret i et bilag til TfS 2009.208.BR. (Dommen er også referet i SKM2009.45.BR, der omtales nedenfor).

Et stutteri kan således ikke frakendes sin erhvervsmæssige karakter, alene fordi virksomheden har givet underskud i en årrække, og der kun har været tale om et beskedent antal avlsheste.

Erhvervsmæssig virksomhed

I TfS 1991, 563 VLD, tog Skatteministeriet bekræftende til genmæle, hvorefter der blev givet fradrag for underskud ved driften af et landbrug og stutteri.

TfS 1990, 417 LSR, underskud blev anerkendt bl.a. på grundlag af 2 sagkyndige erklæringer om, at et hestehold var tilrettelagt teknisk forsvarligt samt på grundlag af skatteyderens kendskab til hesteavl. 

SKM2009.45.BR. Spørgsmålet i sagen var, om skatteyderens stutteri var erhvervsmæssigt drevet i indkomståret 1997. Byretten lagde til grund, at skatteyderen havde opfyldt betingelserne for at få fradrag for underskud fra virksomhedens etablering i 1970 til og med indkomståret 1996. Retten lagde endvidere til grund, at skatteyderen og hendes ægtefælle havde været fagligt meget kompetente til at drive stutterivirksomhed. Der havde været udmeldt syn og skøn i forbindelse med Landsskatterettens behandling af sagen, og i skønsrapporten blev det udtalt, at ejendommen i 1997 ikke ud fra en teknisk/landbrugsfaglig bedømmelse blev drevet forsvarligt, og at stutterivirksomheden med den valgte driftsform ikke kunne give et overskud på eller omkring 0 kr. henholdsvis før og efter afskrivninger. Retten fandt det imidlertid driftsmæssigt forsvarligt, at skatteyderen havde neddroslet driften på grund af en verserende ekspropriationssag, og at det ikke var sandsynliggjort, at sagsøgeren kunne have lejet de omfattende driftsbygninger ud som foreslået af syns- og skønsmanden. På den baggrund fandt retten, at stutteriet i 1997 blev drevet på en i situationen sædvanlig og forsvarlig måde, og at der ikke havde været grund til at antage, at virksomheden ikke på ny ville blive overskudsgivende, når den efter ekspropriationssagens afslutning var blevet lagt i nye rammer.

SKM2011.635.BR. (Appelleret) Et stutteri blev ikke anset for erhvervsmæssigt drevet i indkomstårene 1996 og 1997, hvorfor der ikke kunne foretages fradrag for underskud. Retten lagde vægt på, at stutteriet i hele dets levetid havde givet betydeligt underskud, og på, at stutteriet havde en ringe omsætning. Endvidere tillagde retten det betydning, at underskuddet i de to omhandlede indkomstår ikke kunne tilskrives afholdelsen af usædvanlige udgifter, således at der skulle være tale om atypiske driftsår. Derudover lagde retten med henvisning til en skønserklæring til grund, at stutteriet selv efter en længere årrække ikke ville kunne blive overskudsgivende. Retten henviste endelig til, at den skattepligtige forud for etableringen af stutteriet havde drevet stutteriet i privat regi i en årrække, og at stutteriet derfor ikke i de relevante indkomstår kunne anses for at være i en opstartsfase.

Ikke erhvervsmæssig virksomhed

SKM2010.492.VLR (tidligere SKM2009.747.BR).  Byretten nægtede fradrag efter SL § 6, stk. 1, litra a, for underskud i indkomståret 2002 vedrørende et stutteri. Retten lagde til grund, at virksomhed igennem årene 1994 - 2002 var drevet med årlige betydelige underskud. I den periode blev stutteriet efter det oplyste drevet med formålet at sælge føl i alderen 1-3 år. Fra 2003 omlagdes driften til salg af trænede heste i alderen 5-7 år, og der havde efter denne omlægning for første gang vist sig et driftsmæssigt overskud. Det blev på denne baggrund anset for godtgjort, at den positive udvikling i stutteriets drift skyldtes den skete driftsomlægning. Efter de årlige betydelige underskud i årene forud for 2003 lagde retten til grund, at virksomheden i året 2002 ikke blev drevet på en sådan måde, at den tilsigtede at opnå et rimeligt driftsresultat, ligesom der med en fortsat uændret drift ikke var nogen udsigt til, at stutteriet ville kunne opnå overskud inden for en overskuelig årrække. Der bemærkedes, at der forud for 2002 var tale om en så lang række af år med næsten uændrede underskud, at skatteyderen i 2002 ikke længere kunne anses for at være i en opstartfase. Retten fandt derfor, at driften i 2002 ikke kunne anses for at have været erhvervsmæssig. Landsretten lagde i overensstemmelse med en skønsmands svar til grund, at stutteriet ud fra en teknisk-landbrugsfaglig bedømmelse blev drevet sædvanligt og forsvarligt. Af de grunde, byretten havde anført, stadfæstede landsretten imidlertid afgørelsen.

SKM2010.109.VLR (tidligere SKM2009.367.BR). Skatteyderen, der var fysioterapeut, drev et stutteri og mindre kvæghold fra sin landbrugsejendom, der i en årrække ikke havde givet overskud. Skatteyderen besluttede i 1998 at nedlægge stutteriet og omlægge til kvægbrug og boksudlejning. Omlægningen forløb over perioden 1999-2001, hvor skatteyderen øgede antallet af kvæg, indtil landbruget blev solgt i 2006. Sagen angik, om landbruget var erhvervsmæssigt drevet i 1999. For Landsskatteretten blev afholdt syn og skøn, hvor skønsmanden blandt andet fastslog, at det var en driftsøkonomisk forsvarlig disposition at afvikle hesteholdet. Byretten fastslog, at uanset der var tale om en drift i omlægning, måtte udgangspunktet tages i driften i det pågældende år på baggrund af erfaringerne fra de foregående år og med de driftsmæssige muligheder, der forelå for de nærmeste efterfølgende år. Landsretten fandt ikke, at der var grundlag for at antage, at driften, hverken som den var i 1999, eller sådan som driften faktisk blev grebet an efter omlægningen, ville kunne blive overskudsgivende, selv efter en længere årrække. Under hensyn til de meget betydelige underskud efter afskrivning, der igennem mange år havde været med hensyn til hesteholdet, fandt retten det ikke godtgjort, at driften af hesteholdet i 1999 skete erhvervsmæssigt med henblik på at tilvejebringe et overskud. I den forbindelse bemærkede landsretten, at det var uden betydning, om 1999 kunne karakteriseres som et omstillingsår rent driftsmæssigt, da den drift, som skatteyderen i 1999 ville omlægge fra, under hensyn til driftsresultaterne i de adskillige forudgående år ikke kunne anses for at have været erhvervsmæssig og med henblik på at tilvejebringe et overskud.

SKM2009.723.BR. Sagen drejede sig om, hvorvidt et i indkomståret 2000 oppebåret underskud ved skatteyderens drift af stutteri var fradragsberettiget efter SL § 6, stk. 1, litra a. Skatteyderen overtog i 1992 stutteriet fra sin ægtefælle, som havde etableret dette i 1976. Retten lagde til grund, at driften havde givet et underskud, i hvert fald i perioden fra overtagelsen i 1992 og frem til 2003/2004. Retten fandt ikke, at skatteyderen havde godtgjort, at stutteriet havde været drevet erhvervsmæssigt tilsigtende et overskud, og lagde i sin begrundelse vægt på, at skatteyderen havde overtaget et etableret stutteri, hvor indkøringsfasen burde have været afsluttet allerede på overtagelsestidspunktet, og at driften blev opretholdt på trods af, at denne havde givet underskud i lang årrække. (Dommen er indbragt for landsretten, men er efterfølgende hævet).

SKM2008.621.BR. Et deltidslandbrug bestod af stutteri og markdrift. Efter bevisførelsen fandt retten ikke, at skatteyderen bedømt ud fra en landbrugsfaglig målestok havde drevet sin virksomhed på en måde, der kunne betragtes som sædvanlig og forsvarlig, og som tilsigtede at opnå et rimeligt driftsresultat. Skatteyderen havde derfor ikke ret til fradrag for underskud i sin landbrugsvirksomhed i henhold SL § 6, stk. 1, litra a. Videre bemærkede retten, at sådan som sagen var forelagt for retten, måtte det antages, at der var en sådan sammenhæng mellem markdriften og hesteholdet, at det ikke var muligt økonomisk at udskille markdriften. En subsidiær påstand om hjemvisning til SKAT til fornyet behandling, med henblik på fradrag fra underskud opstået ved markdriften, blev derfor heller ikke taget til følge.

SKM2007.864.VLR. Skatteyderen i sagen var sygeplejerske og drev i sin fritid et mindre landbrug med heste. Sagen drejede sig om, hvorvidt skatteyderens deltidslandbrug blev drevet erhvervsmæssigt i indkomstårene 1998-2000. Skatteyderens landbrug baserede sig i vidt omfang på indtægter fra udlejning af hestebokse til hendes samlever. Under sagen gjorde ministeriet blandt andet gældende, at man ved vurderingen af, om der var tale om erhvervsmæssig aktivitet, skulle se bort fra bogførte indtægter hidrørende fra samleveren. Landsretten lagde til grund, at der ikke skete driftsmæssige forandringer på tidspunktet i juli 1998, hvor skatteyderen anså sit deltidslandbrug som erhvervsmæssig virksomhed. Endvidere lagde landsretten til grund, at indtægten for den del af virksomheden, der angik udlejning af hestebokse, kun i begrænset omfang kom fra andre end samleveren. Efter oplysningerne om økonomien mellem skatteyderen og samleveren fandt landsretten det ikke bevist, at samleveren reelt havde betalt for at have sine heste opstaldet, i hvilken forbindelse landsretten lagde vægt på, at samleveren hver måned indbetalte mindre til budgetkontoen end skatteyderen. Selv om retten under henvisning til en syns- og skønserklæring lagde til grund, at virksomheden med stutteri og udlejning af heste og hestebokse var en virksomhed, fandtes skatteyderen ikke at have godtgjort, at virksomheden havde et sådant omfang, at den kunne anses for erhvervsmæssigt drevet.

SKM2005.301.HR Højesteret fandt ikke, at et stutteri i 1997 og 1998 udgjorde en erhvervsmæssig virksomhed. Ifølge syns- og skønserklæring, var stutteridriften drevet teknisk landbrugsfagligt forsvarligt. På trods af skønserklæringen fandt Højesteret, at stutteriet ikke havde det fornødne omfang, at det kunne anses for erhvervsmæssigt drevet. Den omstændighed, at driften i et senere indkomstår (2002) hovedsageligt på grund af salg af et føl og salg af halvpart af en hest havde medført en samlet indtægt på 105.000 kr., der med fradrag af direkte udgifter havde resulteret i et overskud på 36.000 kr., kunne på baggrund af de foregående års tilfældige og usikre indtægter foranlediget af, at driften var baseret på kun én avlshoppe, ikke føre til et andet resultat.

SKM2005.308.VLR. Et selskab ønskede fradrag for underskud ved stutteridrift. Landsretten fandt det ikke godtgjort, at stutteridrift udgjorde en erhvervsmæssig virksomhed. Landsretten fandt det ubestridt, at driften teknisk-fagligt kunne anses for sædvanlig og forsvarlig. Det måtte imidlertid i forhold til praksis vedrørende deltidslandbrug tillægges betydning, at der var tale om en særlig form for virksomhed i form af stutteri. Landsretten fandt det bevist, at driften selv efter en længere årrække ikke ville blive overskudsgivende. Landsretten lagde ikke vægt på skønsmandens udtalelse om, at driften kunne blive rentabel inden for nærmere anførte åremål.

SKM2003.132.ØLR. Fradrag nægtet, da driften havde givet betydeligt underskud. Ifølge syns- og skønserklæring, var stutteridriften sædvanlig og forsvarlig efter en teknisk landbrugsfaglig vurdering, men kunne ikke forventes at blive overskudsgivende.

I en Østre Landsretsdom fra 1980 (skd. 1981.57.188) blev et hestehold anset for anskaffet med det overvejende formål at blive benyttet som underholdning for de børn, der opholdt sig i den på gården indrettede børnepension. På baggrund heraf samt på grund af skatteyderens manglende erfaring og det begrænsede omfang af hesteholdet blev fradrag for driftsudgifter ved stutterivirksomhed nægtet.

Hold af væddeløbsheste anses for erhvervsmæssig, hvis virksomheden efter en teknisk-faglig vurdering kan anses for professionelt drevet og efter udløbet af etableringsfasen, der typisk er på 5-7 år, er overskudsgivende (rentabel) eller i hvert fald på længere sigt kan forventes blive overskudsgivende. Vurderingen svarer til den vurdering, der foretages, når det skal vurderes, om en landbrugsejendom kan anses for erhvervsmæssigt drevet, se afsnit E.A.1.2.3.1.

Det er en forudsætning for, at en virksomhed med væddeløbsheste kan anses for erhvervsmæssig, at hestene er registreret i Dansk Travsports Centralforbunds database eller Dansk Galops database, eller der er foretaget registrering i et tilsvarende udenlandsk trav- eller galopforbunds database.

Ved vurderingen af, om virksomheden kan anses for erhvervsmæssig, skal der lægges vægt på, om hestene trænes af en professionel træner med a-licens, og om der benyttes kusk/jockey med professionel licens. Der skal endvidere henses til antallet af starter og størrelsen af indvundne præmier.

Antallet af heste er ikke i sig selv afgørende for, om en virksomhed kan anses for erhvervsmæssig, men hvis der ejes så mange heste, at det muliggør en mere en rationel drift, vil dette tale for at anse virksomheden for erhvervsmæssigt drevet. Det samme gælder, hvis en hesteejer lader sine heste opstalde i en større stald, hvor der også står andre væddeløbsheste. Hvis en skattepligtig ejer heste eller anparter i heste, der står opstaldet forskellige steder, skal der foretages en samlet vurdering af, om hans eller hendes hestehold kan anses for erhvervsmæssig.

Overskud ved hold af væddeløbsheste skal - hvor der er tale om hobbyvirksomhed - opgøres på grundlag af nettoindtægten i det enkelte indkomstår. Tidligere års underskud kan ikke indgå i beregningen, se således TfS 1999, 517 LSR.

Selv om hold af en eller flere væddeløbsheste ikke kan anses for erhvervsmæssig, vil udgifterne til hestehold dog fortsat kunne fradrages efter LL § 8, stk. 1, hvis hesteholdet efter en konkret vurdering har tilstrækkelig reklameværdi for en anden virksomhed tilhørende den skattepligtige, se herom afsnit E.B.3.6.

I følgende afgørelser er hold af væddeløbsheste ikke anset for erhvervsmæssig:

SKM2002.446.VLR Et svensk datterselskab, der var sambeskattet med det danske moderselskab, drev virkomhed med travhestehold i Sverige. Landsretten anså ikke driften for erhvervsmæssig, og underskud kunne ikke fratrækkes. Der blev lagt vægt på, at driftsunderskuddet var stigende, at selskabet kun havde to heste, at der ikke var udarbejdet egentlige budgetter for driften, og at indtægterne var tilfældige og usikre.

TfS 1994, 879 VLD vedrørte en skatteyder, der i indkomstårene 1988 og 1989 var ejer af et par travheste, der deltog i løb på væddeløbsbaner i Billund og Århus. Skattemyndighederne havde lagt til grund, at virksomheden gav overskud, og havde beskattet skatteyderen af nettooverskuddet. I mangel af dokumentation for størrelsen af udgifterne var disse ansat ved et skøn. Landsretten fandt, at der var en sådan sammenhæng mellem formålet med anskaffelsen  og anvendelsen af skatteyderens to heste, at de måtte betragtes som en samlet ikke-erhvervsmæssig virksomhed. Retten fandt, at det var med rette, at der i mangel af dokumentation var indrømmet skønsmæssigt fradrag for udgifterne. Da spørgsmål om fradrag for de ikke-dokumenterede udgifter vedrørende den ene af hestene ikke havde været rejst over for skattemyndighederne, blev sagen hjemvist til fornyet behandling hos skattemyndighederne (Dissens).

I TfS 1991, 500 HRD, blev et anpartsselskab nægtet fradrag for underskud i forbindelse med driften af et travhestehold, som bestod i køb og salg af travheste samt deltagelse i væddeløb. Afgørelsen blev begrundet med, at der ikke var udsigt til at opnå fortjeneste, når man henså til de store udgifter ved driften af travhesteholdet sammenholdt med de usikre og tilfældige muligheder for at opnå indtægter ved løbspræmier og salg af heste.

Efter den praksis, der var gældende forud for styresignalet SKM2011.282.SKAT, har personer eller selskaber, der driver stutteri og samtidig holder væddeløbsheste, ved selvangivelsen skullet foretage en opdeling af aktiviteterne, således at stutteri og væddeløbsstald er blevet anset for hver sin virksomhed. Der har herefter skullet tages stilling til, om hver virksomhed isoleret set kunne anses for erhvervsmæssigt drevet. Heste, der er blevet opdrættet i et stutteri, er blevet anset for overgået til væddeløbsstald efter udgangen af 3-års-sæsonen.

Fremover vil der skulle foretages en konkret vurdering af, om stutteri og hold af væddeløbsheste kan anses for én samlet virksomhed. Dette gælder også, hvis der er flere ejere, når blot ejerkreds og ejerforhold er det samme i begge dele af virksomheden.

Afgørende for, om der er tale om én eller flere virksomheder, er, om den samlede aktivitet fremstår som en driftsmæssig enhed. Herfor taler følgende forhold:

  • Der er heste, der overgår fra stutteri til væddeløbsstald forud for senere videresalg.
  • Der er hopper, der overgår fra stutteri til væddeløbsstald for efter endt væddeløbskarriere at gå tilbage i stutteriet med avl for øje.
  • Der sker opkøb af hopper til væddeløbsstald med henblik på senere overgang til stutteri.
  • Der foretages fælles indkøb m.v.
  • Der er fælles administration og regnskabsføring.
  • Saldoafskrivninger foretages under ét.

For så vidt angår dyrehold i øvrigt, er der offentliggjort følgende afgørelser, der vedrører spørgsmålet om, hvorvidt virksomheden er erhvervsmæssig, således at der er fradrag for driftsmæssige underskud:

Erhvervsmæssig virksomhed

SKM2004.392.LSR. En hundekennel blev anset for erhvervsmæssigt forsvarligt drevet. Ud over det i syns- og skønsrapporten anførte, blev der henset til interessenternes faglige kvalifikationer, virksomhedens professionelle præg samt virksomhedens forbedrede rentabilitet gennem årene.

UfR 1978, 614 HRD (Jauer-dommen), hvor omlægning af driften af en landejendom til et dyrecenter blev anset for erhvervsmæssigt forsvarligt gennemført og underskud anerkendt som fradragsberettiget. Dyrecentret omfattede hundepension, hundekennel, hestepension, rideundervisning, træning af hunde og i tilslutning hertil drift af cafeteria samt salg af hundefoder m.v. Virksomheden var således af et sådant omfang, at det var medvirkende til, at den blev anset for erhvervsmæssig.

Ikke erhvervsmæssig virksomhed

I TfS 2000, 495 VLD godkendte landsretten ikke skatteyderens virksomhed som erhvervsmæssig. Landsretten udtalte, at skatteyderen i kraft af sin mangeårige erfaring med hundehold havde de fornødne forudsætninger for at drive hundekennelen fagligt forsvarligt og i overensstemmelse med de veterinære myndigheders krav til indretning. Der blev i forbindelse med etableringen ikke udarbejdet budgetter eller lign. Regnskaberne for 1993, 1994 og 1995 udviste et betydeligt underskud. Der var ikke i regnskaberne afsat midler til forrentning af den investerede kapital eller vederlag til skatteyderen, som efter det oplyste havde ydet en ganske betydelig arbejdsindsats. Den manglende rentabilitet kunne ifølge landsretten ikke forklares med, at der havde foreligget særlige - og efter virksomhedens karakter atypiske - begivenheder i form af sygdom blandt hundekennelens hvalpe. Virksomheden havde efter skatteyders forklaring givet et mindre overskud i de seneste år. Efter landsrettens opfattelse var overskuddet imidlertid heller ikke i disse år stort nok til at forrente den investerede kapital og aflønne skatteyderen. Landsretten fandt på baggrund heraf ikke, at hundekennelen kunne anses for etableret og drevet med udsigt til at opnå rimelig fortjeneste, ligesom der ikke var noget sikkert grundlag for at antage, at virksomheden ville udvikle sig således, at den ville kunne give en rimelig fortjeneste.

TfS 1998, 294 VLD. Virksomhed med hundekennel, hundepension og produktion af slagtekaniner blev ikke anset for erhvervsmæssigt drevet. Landsretten bemærkede, at der havde været underskud allerede på den primære drift i årene 1991-93 og et særdeles beskedent overskud på den primære drift i årene 1994 og 1996. Det akkumulerede resultat af den primære drift i årene 1991-1996 havde været negativt med et betydeligt underskud i forhold til den samlede omsætning.

I TfS 1991, 289 VLD blev et anpartsselskab nægtet fradrag for underskud ved drift af en hundekennel. Skatteyderen havde drevet hundekennel i personligt regi, og hun drev tillige virksomhed som speciallæge i psykiatri. Såvel hundekennelen som lægepraksisen blev overført til et anpartsselskab, men landsretten nægtede fradrag for underskud ved kennelen med henvisning til, at der ikke var nogen naturlig sammenhæng mellem lægevirksomheden og kennelvirksomheden, og at skatteyderen ingen kvalifikationer havde i relation til kenneldrift. Herudover var der aldrig udarbejdet budgetter, og virksomheden var kun i ringe grad tilrettelagt med økonomien for øje.  

I sager om udlejningsvirksomhed, især bådudlejning, vil den blotte forekomst af privat benyttelse af de aktiver, der indgår i virksomheden, som udgangspunkt udelukke, at virksomheden anses for erhvervsmæssigt anlagt. Se endvidere DJV Erhvervsbeskatning, afsnit C.C.3.1.6.3 om udlejning af afskrivningsberettigede driftsmidler og skibe.

I sager om bådudlejning lægges der især vægt på et rentabilitetssynspunkt, dvs. om der er udsigt til, at virksomheden giver et afkast, som står i et rimeligt forhold til den investerede kapital.

Dette fremgår af de 2 ledende højesteretsdomme på området, TfS 1991, 233 HRD og TfS 1984, 332 HRD. Det er i disse sager ikke tillagt afgørende betydning, at der ikke kan påvises en personlig interesse i erhvervelsen af udlejningsbådene og i begge tilfælde har bådudlejerne udfoldet normale udlejningsbestræbelser. Det var afgørende for sagernes udfald, at der ikke var udsigt til, at virksomheden kunne give et forsvarligt afkast af den investerede kapital.

TfS 1991, 233 HRD vedrører et ægtepar, der som bibeskæftigelse drev en virksomhed med salg og udlejning af speedbåde, windsurfere og lystbåde samt udstyr hertil. I virksomheden indgik en lystbåd, der senere blev erstattet med en større lystbåd. Til trods for, at ægteparret havde udfoldet normale udlejningsbestræbelser, havde virksomheden kun haft relativt små lejeindtægter. Skatteyderen havde ingen særlige faglige forudsætninger for at drive virksomheden, og der var i forbindelse med etableringen alene opstillet et grovbudget for det første år, udvisende et mindre overskud før renter. Virksomheden havde i hele perioden givet underskud før afskrivninger og renter. Højesteret fandt ikke, at virksomheden havde haft udsigt til at opnå indtægter, der ville stå i et rimeligt forhold til den investerede kapital og anså ikke bådene for anskaffet med erhvervsmæssig forsvarlig drift for øje.

I TfS 1984, 332 HRD havde sagsøgeren, der var direktør i et autofirma, anskaffet en motorsejler for at leje den ud. Skatteyderen opnåede momsrefusion på købet, der var lånefinansieret. Der blev forsøgt udlejning af båden i det følgende år, men det lykkedes kun i begrænset omfang. Skatteyderen forsøgte udlejning gennem et udlejningsbureau og forsøgte også selv at udleje båden. Udlejningsindtægterne var imidlertid meget begrænsede i de 2 omhandlede indkomstår, og der var underskud før afskrivninger. Båden overgik derfor til privat brug. Direktøren var sejlkyndig, men et under sagen udmeldt syn og skøn støttede hans forklaring om, at båden ikke hidtil havde været benyttet privat.  Da der ikke var udsigt til at opnå indtægter, der ville stå i et rimeligt forhold til den investerede kapital og under hensyn til udlejningsvirksomhedens omfang og manglende naturlige sammenhæng med skatteyderens erhvervsmæssige forhold i øvrigt, ansås båden ikke for anskaffet med erhvervsmæssig forsvarlig drift for øje.

SKM2009.92.BR. Retten fandt at skatteyderen ikke kunne opnå fradrag for underskud ved bådudlejning i sine øvrige indtægter, idet skatteyderen ikke havde godtgjort, at der var udsigt til, at udlejning af båden kunne ske erhvervsmæssigt forsvarligt.

SKM2002.617.ØLR Landsretten fandt, at der ikke på længere sigt var udsigt til, at udlejning af båden kunne ske erhvervsmæssigt forsvarligt.

SKM2002.395.HR Højesteret fandt, at bådudlejningsvirksomheden ikke havde en naturlig sammenhæng med skatteyderens erhvervsmæssige forhold i øvrigt, eller at bådudlejningsvirksomheden var etableret og drevet med udsigt til opnåelse af indtægter, der stod i rimeligt forhold til størrelsen af den investerede kapital.

SKM2002.199.VLR Et selskab fik ikke fradrag for udgifter i forbindelse med klargøring af en båd til udlejning. Selskabet drev virksomhed med udlejning af bemandede skibe til bl.a. Øresundskonsortiet. I 1998 forespurgte Øresundskonsortiet selskabet om at få yderligere en båd stillet til rådighed. Selskabet indkøbte derefter en båd, men da det viste sig, at båden ikke uden væsentlige ombygninger kunne opnå de fornødne godkendelser, meddelte selskabet konsortiet, at man ikke kunne påtage sig opgaven. Båden blev herefter sat til salg og solgt i maj 1999. Båden havde, ubestridt, aldrig været anvendt erhvervsmæssigt i selskabets drift. Landsretten fandt, at selskabet ikke havde fradragsret for de udgifter, der var afholdt vedrørende båden, hverken efter SL § 6, stk. 1, litra a eller e, og at betingelserne for at foretage skattemæssige afskrivninger ikke var opfyldt.

TfS 1999, 706 HRD. I Højesterets bemærkninger henviser flertallet til, at fradragsadgang er betinget af, at udlejningsvirksomheden har en naturlig sammenhæng med skatteyderens erhvervsmæssige forhold i øvrigt eller er etableret og drevet med udsigt til opnåelse af indtægter, der står i et rimeligt forhold til størrelsen af den investerede kapital således, at virksomheden i sig selv er erhvervsmæssigt forsvarlig og ikke alene baseret på fradrag af de skattemæssige afskrivninger. Flertallet anså ikke anskaffelsen af båden for sket med erhvervsmæssigt forsvarlig drift for øje, ligesom flertallet bemærkede, at der ikke ses at have været begrundet forventning om en væsentligt bedre fremtidig udvikling end oprindeligt budgetteret.

I TfS 1996, 28 HRD fandt retten ligeledes, at skatteyderen ikke drev erhvervsmæssig virksomhed, selvom retten lagde til grund, at den pågældende båd var velegnet til udlejning, at der blev foretaget normale udlejningsbestræbelser, og at skatteyderen ikke selv benyttede båden i udlejningsperioden. Bortset fra 2 år var der i udlejningsperioden på 7 år et årligt underskud på den primære drift. Ved vurderingen af, om anskaffelsen og driften af båden var erhvervsmæssig forsvarlig, tillagde Højesteret det betydning, at det på baggrund af et af skatteyderen udarbejdet driftsregnskab måtte have stået skatteyderen klart, at der fra begyndelsen af udlejningsperioden var budgetteret med et urealistisk lavt omkostningsniveau, ligesom lejen var for højt budgetteret. Endvidere lagde Højesteret vægt på, at skatteyderen i forbindelse med nyudlejning fortsatte med at fastsætte udlejningsprisen på grundlag af en uændret budgettering af indtægter og omkostninger, selvom resultatet klart viste, at der ikke var grundlag herfor.

I TfS 1996, 570 HRD lagde Højesteret til grund, at det primære sigte med udvikling og produktion af en båd, var deltagelse i  Admiral's Cup.

Se også TfS 1996, 498 HRD, TfS 1996, 552 ØLD, TfS 1996, 572 ØLD, TfS 1996, 916 ØLD, samt TfS 1998, 200 HRD, TfS 1998, 311 ØLD og TfS 1998, 369 ØLD.

I TfS 1995, 828 HRD fandt Højesteret, at den båd, som skatteyderen havde købt, ikke var anskaffet med henblik på erhvervsmæssig forsvarlig drift. Landsretten fandt, at skatteyderen ikke før anskaffelsen af båden havde foretaget en budgetmæssig vurdering eller en analyse af virksomhedens rentabilitet. Højesteret stadfæstede landsrettens dom.

Se TfS 1994, 531 VLD og TfS 1999, 29 VLD, hvor Landsretten fandt, at der ikke var grundlag for at statuere, at der ved udlejningsvirksomhedens etablering havde været udsigt til at opnå et resultat, der stod i rimeligt forhold til den investerede kapital. Se også TfS 1999, 405 ØLD, TfS 1993, 362 VLD og TfS 1990, 162 VLD.

Der henvises til xDJV Personbeskatning afsnit C.A.2.2.1x vedrørende den skattemæssige behandling af indtægt ved udlejning af driftsmidler i relation til personskatteloven.

Ved kunstnerisk virksomhed er den personlige indsats det væsentligste aktiv, og der vil typisk være en glidende overgang fra, at virksomheden anses for hobbyvirksomhed til, at virksomheden anses for erhvervsmæssig virksomhed. I praksis er der bl.a. lagt vægt på virksomhedens omfang, om kunstneren har deltaget i udstillinger samt på den uddannelsesmæssige baggrund.

TfS 1996, 177 VLD. Landsretten fandt, at fortjenesten ved arveudlæg og salg i forbindelse med kunstnerens død var indkomstskattepligtig for boet. Det kunne ikke antages, at indtægten var undtaget fra beskatning efter SL § 5 om privat indbo, og der var ikke grundlag for at antage, at skattepligten af vederlaget for kunstnerisk virksomhed efter SL § 4, stk. 1, litra a, var begrænset til kunstnerisk virksomhed udført i umiddelbar tidsmæssig forbindelse med vederlæggelsen. Efter rettens tilkendegivelse hævede sagsøgeren sagen.

 

I TfS 1991, 409 LSR fandt Landsskatteretten under henvisning til, at en kunstmaler havde deltaget i udstillinger, modtaget legater og, omend i begrænset omfang, solgt malerier, at kunstmalerens virksomhed måtte anses for erhvervsmæssig med beskatning efter SL § 4, stk. 1, litra a, til følge.

I TfS 1989, 656 LSR anerkendte Landsskatteretten en kunstmalers underskud ved selvstændig erhvervsmæssig virksomhed som fradragsberettiget, bl.a. under hensyn til, at hun var uddannet på Kunstakademiet og var medlem af en anerkendt kunstnersammenslutning samt havde modtaget legater fra Statens Kunstfond flere gange.

LSRM 1978, 153 LSR. Landsskatteretten fandt ikke grundlag for at anse en kunstners virksomhed i forbindelse med billedvævning m.v. som udelukkende hobbyvirksomhed. Retten kunne tiltræde, at underskud ved denne virksomhed kunne fradrages ved indkomstopgørelsen.

 

SKM2011.812.BR. En uddannet billedhugger fik ikke medhold i, at hendes aktiviteter som udøvende kunstner var erhvervsmæssige i skattemæssig forstand. Virksomhedens underskud i 2005 i forbindelse med aktiviteterne kunne derfor ikke fradrages i anden indkomst. Kunstneren havde været ansat som timelærer på kunstskolen, men det var ikke en betingelse herfor, at hun udøvede erhvervsmæssig virksomhed som kunstner, kun at hun var udøvende kunstner. Derfor fandt retten det ikke godtgjort, at der forelå en så nær og direkte sammenhæng mellem hendes kunstneriske virksomhed og hendes ansættelse på kunstskolen, at de samlede aktiviteter kunne anses som én virksomhed. Virksomheden eksklusiv undervisningen levede ikke op til kravene om, at en virksomhed for at blive anset for erhvervsmæssig i skattemæssig forstand dels skal have et vist omfang og dels skal være etableret med udsigt til at opnå fortjeneste i et rimeligt forhold til den investerede kapital og arbejdsindsats. Skatteministeriet havde under sagen anerkendt, at en bogudgivelse i 2006 havde den fornødne tilknytning til den kunstneriske virksomhed. Indtægterne skulle derfor medregnes ved opgørelsen af virksomhedens indtægter i det pågældende år. Da virksomhedens underskud kunne rummes i indtægten fra bogsalget, anerkendtes det, at underskuddet kunne fradrages i den personlige indkomst for 2006.

SKM2011.450.ØLR. Sagen vedrørte spørgsmålet om, horvidt en kunstner drev selvstændig virksomhed i skattemæssig henseende. Landsretten fastslog, at vurderingen af, om den kunstneriske virksomhed var erhvervsmæssig, skulle foretages efter de sædvanlige skatteretlige kriterier, uanset at skatteyderen måtte anses som en anerkendt kunstner. Landsretten bemærkede, at virksomheden i perioden fra 1989-2007 alene havde givet overskud i 6 år. Bl.a. med henvisning hertil fandt retten, at virksomheden ikke kunne anses som erhvervsmæssig.  Skatteministeriet havde i forbindelse med skriftvekslingen bl.a. anerkendt, at et tilskudsbeløb fra Kunststyrelsen skulle medregnes ved opgørelsen af det økonomiske resultat af den kunstneriske (hobby)virksomhed. Skatteministeriet blev herefter frifundet mod anerkendelse heraf.

SKM2011.364.VLR (Appelleret). En kunstners selvstændige virksomhed levede ikke op til de sædvanlige kriterier for erhvervsmæssig virksomhed (intensitetskriteriet og rentabilitetskriteriet). Derfor var der ikke fradragsret for virksomhedens underskud, selv om der var tale om en fagligt kompetent, dygtig og anerkendt kunstner med de fornødne faglige kvalifikationer til at drive kunstnervirksomhed. Kunstneren modtog livsvarig ydelse fra Statens Kunstfond. Ydelsen fordrer ingen modydelse og udgør ikke honorar for arbejde eller produkter i kunstnervirksomheden. Derfor kan ydelsen heller ikke medregnes som indtægt i virksomheden. Af den grund kan der heller ikke foretages fradrag for de udgifter i kunstnervirksomheden, som ellers ville kunne rummes i indtægten i form af den livsvarige ydelse.

SKM2002.235.LSR. Landsskatteretten fandt, at en komponist ikke kunne anses at drive selvstændig erhvervsmæssig komponistvirksomhed.

Se også afsnit E.B.3.14 om kunstneres indtægtsopgørelse.

Som udgangspunkt kræves det for at acceptere, at der skatteretligt foreligger erhvervsmæssig udlejningsvirksomhed, at ejeren effektivt har fraskrevet sig egen benyttelse af sommerhuset, og at skatteyderen kan dokumentere, at sommerhuset ikke er benyttet privat. Hertil kommer, at udlejningsvirksomheden ud fra en samlet vurdering skal være erhvervsmæssig drevet.

I følge praksis er det en afgørende forudsætning for, at der kan statueres erhvervsmæssig udlejningsvirksomhed, at skatteyder kan dokumentere, at den fulde og ubegrænsede ret til at disponere over sommerhuset er overdraget til trediemand i hele indkomståret. Herudover har skatteyder tillige bevisbyrden for, at skatteyderen ikke har benyttet sommerhuset privat i indkomståret. Bevisbyrden skærpes, hvis skatteyderen ikke ved kontrakten med trediemand formelt har fraskrevet sig retten til at benytte sommerhuset privat.

Bemærk: Om forholdet til anden lovgivning, herunder indberetningspligten, se nedenfor om Forholdet til lov om sommerhuse og campering m.v.

Om afgørelser i skatteretlig praksis, se sidst i afsnittet.

Forholdet til lov om sommerhuse og campering m.v.

En udlejning, der opfylder ovennævnte krav, skal altid indberettes til miljøministeren (Naturstyrelsen), jf. https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=13464 . Udlejningen kræver tilladelse efter sommerhusloven, og en sådan tilladelse vil som altovervejende hovedregel ikke blive givet, hvis en bolig - uanset om boligen ligger i sommerhusområde, byzone eller landszone - udlejes erhvervsmæssigt til ferie/fritidsformål, fx hvis ejeren har fraskrevet sig retten til selv at anvende boligen til ferie/fritidsformål, jf. http://www.naturstyrelsen.dk/Lovstof/Lovomraader/Sommerhusloven.htm. Udlejningen kan derfor kun foregå lovligt efter tilladelse fra Naturstyrelsen.

Opmærksomheden henledes derfor på SKATs indberetningsforpligtelse. Indberetningen skal ske umiddelbart efter accept af, at ferieboligejerens udlejning skatteretlig drives som erhvervmæssig virksomhed. 

SKAT skal sende indberetning til Naturstyrelsen, hvis SKAT bliver opmærksom på udlejningsvirksomhed, der kan være omfattet af sommerhuslovens § 1 om erhvervsmæssig udlejning mv.

Indberetningspligten fremgår af sommerhuslovens § 11, hvorefter kommunalbestyrelser, told- og skatteforvaltningen og tinglysningsmyndigheder skal afgive indberetning til miljøministeren, hvis de kommer til kundskab om virksomhed, der kan være omfattet af lovens § 1.

Naturstyrelsens kontrol med overholdelsen af sommerhuslovens § 1 er i vidt omfang baseret på indberetninger fra SKAT.

Der er imidlertid ikke fuldstændigt sammenfald mellem, hvad der i skattemæssig forstand anses for erhvervsmæssig udlejning, og den erhvervsmæssige udlejning, der efter praksis omfattes af sommerhuslovens § 1.

For at Naturstyrelsen kan vurdere, om udlejningen kræver tilladelse efter sommerhuslovens § 1, skal følgende forhold indberettes:

 

    • Selskaber, foreninger og andre sammenslutninger, private institutioner, stiftelser, legater og fonde indberettes altid, hvis de ejer, bruger, udlejer eller fremlejer ferieboliger.
    • Privatpersoners og enkeltmandsfirmaers udlejning af en eller flere ferieboliger indberettes, når SKAT anerkender udlejningen som erhvervsmæssig, herunder hvor udlejningen er omfattet af virksomhedsskatteloven.
    • Privatpersoners udlejning af ferieboliger, når der udlejes mere end to ferieboliger.
    • Desuden indberettes, hvis udlejningen i øvrigt forekommer omfattende - økonomisk og/eller tidsmæssigt, f.eks. hvis der er tale om udleje af en feriebolig, hvor ejeren har fraskrevet sig rådigheden over ferieboligen.

Ved "ferieboliger" forstås alle former for hus eller husrum, der ikke anvendes til helårsbeboelse, f.eks. også bylejligheder og parcelhuse.

Indberetning skal ske til en af følgende enheder i Naturstyrelsen som dækker hver deres geografiske område (efter ejers adresse).

    • Naturstyrelsen Århus (Region Nordjylland og Region Midtjylland), Lyseng Allé 1, 8270 Højbjerg.
    • Naturstyrelsen Odense (Region Syddanmark), C.F. Tietgens Boulevard 40, 5220 Odense.
    • Naturstyrelsen Roskilde (Region Sjælland og Region Hovedstaden), Ny Østergade 7-11, 4000 Roskilde.

Ved indberetningen oplyses udlejers navn, adresse, adresse på det udlejede samt eventuelle oplysninger om lejeindtægt og udlejningsperiode.

I øvrigt henvises til DJV Processuelle regler for SKATs opgaver afsnit A.A.6.1.2 om videregivelse af fortrolige oplysninger til andre forvaltningsmyndigheder.

Skatteretlig praksis.

I TfS 1997, 768 LSR gav Landsskatteretten skatteyderen medhold i, at der forelå erhvervsmæssig udlejningsvirksomhed. Skatteyderen havde indgået kontrakt med et udlejningsbureau, der havde en ubegrænset ret til at disponere over sommerhuset ved udleje i de aktuelle indkomstår. I kontrakten havde skatteyderen ikke forbeholdt sig nogen privat brug af de 2 omtvistede sommerhuse, ligesom det blev lagt til grund, at skatteyderen ikke havde benyttet sommerhusene.

I SKM2009.711.SR bekræftede Skatterådet, at skatteyderens udlejning af en hotellejlighed kunne betragtes som erhvervsmæssig udlejningsvirksomhed uden beskatning af nogen privatandel, når hun efter udlejningsaftalen med hotellet havde fraskrevet sig enhver mulighed for at benytte ejerlejligheden privat.

SKM2011.312.BR. Sagen drejede sig om, hvorvidt skatteyderen kunne anses for at have drevet erhvervsmæssig virksomhed med udlejning af en hotelejerlejlighed og de deraf følgende skattemæssige virkninger i henseende til straksafskrivning af inventar for indkomståret 2005, berettigelse til at foretage fradrag for driftsunderskud for 2006, berettigelse til at anvende virksomhedsskatteordningen for 2006 samt berettigelse til at foretage skattefri virksomhedsomdannelse for indkomståret 2007. For så vidt angår spørgsmålet om fradrag for driftsmæssigt underskud lagde retten til grund, at lejligheden alene var blevet udlejet i en uge i 2006, at skatteyderen var i besiddelse af nøgle til lejligheden og i overensstemmelse med vedtægter for ejerforeningen var berettiget til selv at benytte lejligheden ved at leje den på markedsvilkår. Retten fandt på denne baggrund ikke, at sagsøgeren effektivt havde fraskrevet sig rådigheden over lejligheden. Retten lagde yderligere vægt på, at der ikke var indgået en aftale med et udlejningsbureau, der effektivt afskar ejeren fra at råde over ejendommen, hvorimod udlejningen i et vist omfang skete ved, at sagsøgeren selv foranledigede, at udlejning kunne finde sted gennem ejerforeningen. Retten fandt således ikke, at sagsøgeren havde godtgjort, at han drev erhvervsmæssig virksomhed med udlejning af hotelejerlejligheden.

SKM2009.48.BR. Skatteyderen erhvervede den 30. juni 1987 og 31. december 1988 tre ejerlejligheder beliggende i et feriecenter. Som led i ejerskabet af ferielejlighederne var skatteyderen samtidig interessent i det interessentskab, der forestod driften af fællesfaciliteterne i feriecentret. I forbindelse med skatteyderens erhvervelse af ferielejlighederne havde skattemyndighederne pålagt ejerne af lejligheder i feriecentret at opkræve moms, idet udlejningen af ferielejlighederne blev anset for momspligtig hotelvirksomhed. Skatteyderen havde siden 1994 selv forestået udlejningen, og skattemyndighederne havde for indkomståret 2000 og 2001 nægtet ham fradrag, fordi udlejningsvirksomheden ikke blev anset for erhvervsmæssig. Retten fandt, at skatteyderens udlejning af ferielejlighederne ikke var erhvervsmæssig, da han ikke effektivt havde fraskrevet sig rådigheden over lejlighederne til privat benyttelse. Den omstændighed, at der i lokalplanen for området var forbud mod at anvende ferieboligerne til privat brug, kunne efter rettens opfattelse ikke sidestilles med en effektiv rådighedsberøvelse. Heller ikke ejerforeningens vedtægter, der pålagde ejerne at stille lejlighederne til rådighed for udlejning i feriecentret, kunne sidestilles med effektiv rådighedsberøvelse, allerede fordi skatteyderen selv havde forestået udlejningen. Den omstændighed, at skattemyndighederne anså udlejningsvirksomheden for momspligtig, kunne heller ikke føre til, at udlejningsvirksomheden i skattemæssig henseende kunne anses for erhvervsmæssig. Endelig fandt retten, at sagsøgerens deltagelse i interessentskabet heller ikke var erhvervsmæssig, idet interessentskabets indtægter i det væsentligste stammede fra kontingenter indbetalt af interessenterne, og idet interessentskabets opgaver i det væsentligste vedrørte opgaver, ejerforeningen skulle have varetaget.

SKM2005.23.VLR (Appelleret men efterfølgende hævet). Landsretten fandt, at skatteyderen havde haft mulighed for at benytte sommerhuset privat, hvorfor det ikke var godtgjort, at sommerhuset i skattemæssig henseende udelukkende havde været anvendt erhvervsmæssigt. Landsretten udtalte, at det var uden betydning for resultatet, at skatteyderen og hans familie efter det oplyste rent faktisk ikke havde benyttet sommerhuset.

SKM2002.229.HR. Skatteyderen havde ikke fraskrevet sig retten til privat benyttelse af eget sommerhus i kontrakten med et udlejningsbureau, og da det var uden betydning, at privat benyttelse faktisk ikke havde fundet sted, kunne reglerne om ejendomme, der udelukkende anvendes erhvervsmæssigt, ikke bruges. Se også SKM2005.78.HR, som vedrørte samme problemstilling.

TfS 2000, 235 VLD. Skatteyder var ejer af to sommerhuse, som blev udlejet gennem et bureau. Landsretten fastslog, at udlejning af fast ejendom som udgangspunkt må anses for en selvstændig erhvervsvirksomhed, der er omfattet af VSL § 1, stk. 1. Efter VSL § 1, stk. 3, 1. pkt., kan aktiver, der benyttes både til erhvervsmæssige og private formål, imidlertid ikke indgå i en selvstændig erhvervsvirksomhed. Udlejningsaftalerne med bureauet gav skatteyder ret til at benytte ejendommene i et omfang, der lå ud over, hvad der var nødvendigt til opfyldelse af sagsøgtes forpligtelse til at vedligeholde disse. Landsretten fandt på den baggrund, at aftalerne gav skatteyder mulighed for privat benyttelse. Uanset udlejningens omfang fandt landsretten, at det havde været muligt for skatteyderen at udnytte brugsretten. Denne brugsret var skattepligtig for skatteyder, jf. SL § 4 b, 2. punktum. Skatteyder fandtes ikke at have godtgjort, at sommerhusene udelukkende havde været anvendt erhvervsmæssigt. Virksomhedsordningen kunne af den grund ikke anvendes for de to sommerhuse.

TfS 1997, 365 ØLD. Landsretten fandt, at det er en afgørende forudsætning for, at der foreligger erhvervsmæssig udlejningsvirksomhed, at skatteyderen effektivt har fraskrevet sig retten til at benytte sommerhuset. Skatteyderen stod selv for udlejning af sommerhuset. Landsretten bemærkede således, at da skatteyder havde haft mulighed for at benytte sommerhuset, var det uden betydning for sagen, om skatteyderen havde benyttet sommerhuset eller ej.

I TfS 1992, 223 LSR fastslog Landsskatteretten, at der ikke forelå erhvervsmæssig udlejningsvirksomhed i indkomstårene 1985 og 1986, under hensyn til, at der ikke forelå udlejningskontrakter, der afskar den pågældende fra selv at kunne benytte sommerhuset. For indkomståret 1987 havde skatteyderen indgået kontrakt med et udlejningsbureau, ifølge hvilken klageren ikke forbeholdt sig nogen privat brug af huset. Landsskatteretten tiltrådte, at der forelå erhvervsmæssig udlejningsvirksomhed i 1987.

Som nævnt er det tillige en forudsætning, at udlejningsvirksomheden ud fra en samlet vurdering skal være drevet erhvervsmæssigt.

I TfS 1991, 357 VLD blev fradrag nægtet med henvisning til, at omfanget af udlejningen var for lille, lejeindtægterne for små i forhold til udgifterne og udlejningsbestræbelserne manglede intensitet. Sagen vedrørte en skatteyder, som erhvervede det omhandlede sommerhus på et tidspunkt, hvor han allerede ejede en udlejningsejendom og 2 sommerhuse, som blev benyttet privat. Det 3. sommerhus var efter det oplyste erhvervet udelukkende med henblik på udlejning.

Se også LSRM 1979, 23 LSR, skd. 1982.61.182 og ToldSkat Nyt 1993.5.20.

Vedrørende spørgsmålet om opgørelse af fradrag ved sommerhusudlejning efter LL § 15 O henvises til DJV Fast ejendom, afsnit C.H.3.4.2.

I de sager, der har været rejst vedrørende anden virksomhed, synes der overvejende at have været lagt vægt på rentabilitetsbetragtninger, men også andre af de under afsnit E.A.1.2.2 nævnte kriterier er indgået ved afgørelserne. Se bl.a. TfS 1995, 44 LSR.

SKM2004.244.LSR. En virksomhed omfattende virksomhedsrådgivning kunne anses for etableret og drevet erhvervsmæssigt. Virksomheden blev opstartet i juli 1999 og opnåede en omsætning i 1999 og 2000 på henholdsvis 24.492 kr. og 32.216 kr. Virksomheden havde underskud i begge år, og ophørte med udgangen af 2000. Fradrag for underskud blev godkendt, ligesom der blev godkendt fradrag for udgifter til juridisk assistance mv., jf. SL § 6, stk. 1, litra a.

TfS 1999, 250 LSR. Skatteyderen havde i 1994 og 1995 købt og solgt 9 biler, som havde været indregistreret i skatteyderens og ægtefællens navn og yderligere købt og solgt 4 uindregistrerede biler. Bilerne var videresolgt med fortjeneste. Landsskatteretten fandt, at skatteyderen havde drevet erhvervsmæssig virksomhed med køb og salg af brugte biler.

I TfS 1991, 525 ØLD blev en dykkervirksomhed anset for erhvervsmæssigt drevet med den begrundelse, at virksomheden ikke havde været udsigtsløs med hensyn til på længere sigt at opnå reelt overskud, og skatteyderen havde været fagligt velkvalificeret. Skatteyderen var uddannet dykker og havde startet egen dykkervirksomhed, men havde af økonomiske grunde været nødt til at tage andet fuldtidsarbejde. Hans ansættelsesforhold gjorde det muligt for ham at påtage sig dyknings- og bjærgningsopgaver, når sådanne forekom. Skatteyderens materiel var professionelt og havde kun været brugt til erhvervsmæssigt formål. På grund af en særlig opgave gav virksomheden overskud i et efterfølgende år, og dette viste, at virksomheden ikke havde været udsigtsløs med hensyn til på længere sigt at opnå reelt overskud. 

TfS 1991, 506 LSR. En skatteyder, der tidligere havde været fuldtidsbeskæftiget ved fiskeri, og som senere havde påbegyndt erhvervsfiskeri som bierhvervsfisker, havde tilrettelagt fiskeriet med erhvervsmæssig forsvarlig drift for øje, og de fremkomne underskud vedrørte en periode, hvor virksomheden havde været under opbygning. På denne baggrund godkendte Landsskatteretten, at de fremkomne underskud var fradragsberettigede efter SL § 6, stk. 1, litra a.

SKM2008.641.BR. Byretten gav skatteyder medhold i, at udgifter afholdt til bl.a. udvikling og patentering var afholdt i en igangværende erhvervsmæssig virksomhed. Udgifterne var dermed fradragsberettigede. Skatteministeriet har ikke anket dommen, men kommenteret den i SKM2008.854.DEP. Det fremgår bl.a. heraf, at det ifølge retspraksis er en betingelse for at anse en virksomhed for erhvervsmæssig - og dermed for adgangen til fradrag for afholdte udgifter - at der er en vis minimumsomsætning (intensitetskravet), samt at virksomheden udøves med henblik på rentabel drift (rentabilitetskravet). De kriterier vil fortsat som udgangspunkt være afgørende. Dommen, er imidlertid udtryk for, at der i visse (specielle) tilfælde kan være tale om erhvervsmæssig virksomhed, uanset at det ikke lykkes at opnå afsætning af virksomhedens produkt. 

SKM2011.637.BR. En virksomhed med hudpleje- og skønhedsklinik, som var drevet i personligt regi, blev ikke anset for erhvervsmæssig, og der kunne derfor ikke gives fradrag for underskud for indkomståret 2002. Det var ikke godtgjort, at der forud for opstart af virksomheden var udarbejdet et realistisk budget, at budgettet løbende var blevet revideret i overensstemmelse med de faktiske økonomiske forhold, og at virksomhedens forretningsplan havde dannet grundlag for virksomhedens drift. Da virksomheden desuden havde haft negativt resultat i 2000-2003, og der ikke i perioden var afholdt lønudgifter til ejeren og virksomhedens daglige administrator, lagde retten til grund, at virksomheden ikke var etableret og drevet med udsigt til at opnå en rimelig fortjeneste.

SKM2010.585.SR. En virksomhed, der beskæftigede sig med salg af softwareprogrammer via iTunes blev ikke anset for erhvervsmæssig. Skatterådet fandt derimod, at der var tale om ikke-erhvervsmæssig virksomhed (hobbyvirksomhed), således at udgifter til anskaffelse af digitalcentraler til modeljernbane med henblik på udvidelse af produktets anvendelsesområde samt indkøb af software kunne fratrækkes skattemæssigt efter nettoprincippet.

SKM2009.757.VLR stadfæstede SKM2008.637.BR. Sagen drejede sig om, hvorvidt en personligt ejet virksomhed, hvis formål var at opføre og sælge bæredygtige beboelseshuse på forretningsmæssige vilkår, kunne foretage fradrag for virksomhedens underskud. I det relevante indkomstår udgjorde omsætningen 0 kr., og virksomheden havde et underskud før renter på  123.168 kr. I de tre efterfølgende år indtil ophør af virksomheden var denne ligeledes underskudgivende, og omsætningen udgjorde også her 0 kr. Landsretten fandt herefter, og efter bevisførelsen i øvrigt, at virksomheden ikke havde haft en sådan økonomisk og driftsmæssig intensitet, at den kunne anses som erhvervsmæssigt drevet. Betingelserne for fradrag efter SL § 6, stk. 1, litra a, var derfor ikke opfyldt. 

SKM2009.644.SR. En tømrers udstykning og efterfølgende salg af grunde fandtes ikke at udgøre en selvstændig erhvervsmæssig virksomhed, der kunne indgå i virksomhedsordningen.

SKM2009.244.BR. Sagen drejede sig om, hvorvidt skatteyderen i indkomståret 2003 drev erhvervsmæssig virksomhed i skattemæssig henseende ved filmproduktion og dermed havde ret til fradrag for virksomhedens underskud i indtægt ved anden virksomhed. Virksomheden med produktion af dokumentarfilm startede i 2001, og de første film var efter det oplyste færdige i 2003. Der var i perioden afholdt udgifter på omkring 90.-100.000 kr. om året. Der havde ikke været nogen indtægter i virksomheden. Skatteyderen havde etableret virksomheden ved frigivelse af etableringskontomidler. Retten fandt, at der ikke i skatteyderens virksomhed ved filmproduktion havde været den rentabilitet, som kendetegner en virksomhed drevet med indkomsterhvervelse for øje.

SKM2009.4.BR. Et selskab blev stiftet i 2001 med henblik på import og videresalg af fiskerbåde. Selskabet blev stiftet bl.a. ved indskud af en båd. Sagen vedrørte indkomstårene 2004 og 2005, men i ingen af selskabets leveår havde der været indtægter fra salg af både. Derimod havde der i 2005 været indtægter fra salg af en barkmaskine og en anhænger. Retten fandt efter en samlet vurdering, at virksomhedens drift havde haft en så ringe intensitet, og at selskabet rentabilitet havde været så dårlig, at selskabet ikke kunne anses for at have været drevet erhvervsmæssigt i skatteretlig henseende i de to år. Retten fandt endvidere ikke, at selskabets problemer kunne karakteriseres som begyndervanskeligheder i opbygningsfasen eller forbigående vanskeligheder.

SKM2009.60.ØLR stadfæstede SKM2008.441.BR. Et automobilværksted havde i indkomstårene 1998 - 2000 haft en beskeden omsætning på mellem 38.000 kr. og 63.000 kr. Byretten fandt, at virksomhedens beskedne omsætning i al væsentlighed var udtryk for den begrænsede intensitet, hvormed virksomheden var drevet. På den baggrund og under hensyntagen til, at virksomhedens resultat ville have været endnu ringere, såfremt ejeren og dennes søn havde modtaget vederlag for det arbejde, de havde udført i virksomheden, blev virksomheden ikke anset for erhvervsmæssig. Landsretten bemærkede, at virksomheden i indkomstårene 1997, 1998, 2000 og 2001 havde et underskud før renter. Et beskedent overskud i indkomståret 1999 skyldtes udelukkende, at virksomheden havde fået et forholdsvist stort tilskud fra kommunen vedrørende aktivering af bistandsklienter. Endvidere lagde retten vægt på, at hvis rimelige lønudgifter havde været medtaget i virksomhedens regnskaber, ville virksomheden i alle årene 1998-2005 have haft betydeligt underskud. På den baggrund fandt landsretten, at virksomheden ikke havde været erhvervsmæssig i indkomstårene 1998 og 2000, og stadfæstede allerede af den grund byrettens dom, hvorefter underskuddene ikke kunne fratrækkes i anden indkomst.

SKM2006.527.ØLR. Skatteyderen, der i en årrække havde drevet frimærkehandel, gjorde gældende, at virksomheden var erhvervsmæssigt drevet i indkomstårene 2000 og 2001, og påstod sine skatteansættelser for disse indkomstår hjemvist. Landsretten frifandt Skatteministeriet under henvisning til, at frimærkehandlen, som havde eksisteret fra 1982, i ni ud af 10 år (1999-2001) havde givet underskud, selv uden at der var afsat beløb til forrentning af kapital og til driftsherreløn. Hertil kom, at skatteyderen ikke i nogen af årene af virksomhedens eksistens havde udarbejdet budgetter eller andet til belysning af virksomhedens økonomiske situation og rentabilitet. Skatteyderen havde selv oplyst, at han brugte ca. 6-10 timer ugentligt på virksomheden, og at han havde fuldtidsbeskæftigelse som bademester ved siden af. En skønsmand forklarede i overensstemmelse med afgivet skønserklæring, at konjunkturerne for almindelig frimærkehandel med kilovarer var faldende og havde været faldende i nogle år. Endelig havde Landsskatteretten ved en kendelse fra 2002 fundet, at virksomheden i indkomstårene 1997-1999 var ikke-erhvervsmæssigt drevet. Landsretten fandt på baggrund af ovennævnte, at der ikke var et sikkert grundlag for at antage, at virksomheden ville udvikle sig således, at den ville kunne give rimelig fortjeneste.

SKM2006.428.ØLR. En skatteyder åbnede en marskandiserbutik sammen med en kompagnon. Virksomhedens omsætning udgjorde i perioden 1. juli - 31. december 2001 10.893 kr. og i perioden 1. januar - 30. juni 2002 16.887 kr. Landsretten fandt under henvisning hertil, at butikken var af så underordnet omfang, at den ikke opfyldte kravene til økonomisk og driftsmæssig intensitet og dermed ikke kunne anses som erhvervsmæssigt drevet. Det forhold, at skatteyderen og hans kompagnon efter 2 måneders drift blev ramt af sygdom, kunne ikke føre til et andet resultat, ligesom det ikke er en forudsætning for at kunne underkende virksomhedens erhvervsmæssige karakter, at der er gået en vis periode.

SKM2006.21.VLR. Skatteyderen påbegyndte i 1998 en virksomhed, som bestod i udlejning af festlokaler. Virksomheden blev drevet fra hans ejendom, der var en nedlagt skole. Skatteyderen havde i det omhandlede indkomstår, 2001, haft en omsætning på 7.000 kr. og havde et underskud på 36.211 kr. Landsretten fastslog, at virksomheden i alle årene havde haft et så underordnet omfang, at virksomheden allerede som følge heraf ikke kunne anses for erhvervsmæssig i skatteretlig henseende. Landsretten anførte videre, at omsætningens beskedne størrelse i forhold til investeringen i ejendommen også førte til, at virksomheden ikke kunne anses for etableret med henblik på rentabel drift.

SKM2003.366.ØLR. Skatteyderen drev en genanvendelsesvirksomhed med køb og salg af brugte ting. Virksomheden havde på sjette år givet underskud. Landsretten fandt ikke, at der var grundlag for at antage, at virksomheden ville udvikle sig således, at den ville kunne give en rimelig fortjeneste. Retten henviste bl.a. til, at det af økonomiske grunde havde været nødvendigt for skatteyderen kun at holde åbent i 6 timer 3 dage om ugen og at tage supplerende arbejde for at få økonomien til at hænge sammen. Retten anså ikke virksomheden for erhvervsmæssigt drevet.

SKM2002.9.VLR. Skatteyderen drev to virksomheder, der solgte henholdsvis flybilletter og madvarer. Landsretten fandt ikke, at virksomhederne ville kunne drives rentabelt og give skatteyder en rimelig honorering af hans arbejdsindsats. Skatteyderen var derfor ikke berettiget til at foretage fradrag for virksomhedernes underskud. Landsretten fandt endvidere ikke, at skatteyderen kunne foretage fradrag for driftudgifter samt afskrivninger på driftmidler i en tredje virksomhed, idet denne virksomhed ikke havde været igangværende i det pågældende år. 

TfS 1999, 863 HRD. Sagen vedrørte spørgsmålet om fradrag for underskud ved gallerivirksomhed. Højesteret fandt, at det ved afgørelsen af, om en virksomhed som den pågældende måtte anses for erhvervsmæssig, måtte indgå med betydelig vægt, om virksomheden kunne anses for etableret og drevet med udsigt til at opnå en rimelig fortjeneste. Da virksomheden i indkomståret 1992 var underskudsgivende på femte år, måtte det efter Højesterets opfattelse være en forudsætning for at anse driften i 1992 for erhvervsmæssig med fradragsret efter SL § 6, stk. 1, litra a, at der var et sikkert grundlag for at antage, at virksomheden ville udvikle sig således, at den ville kunne give en rimelig fortjeneste. Højesteret fandt ikke, at det fornødne grundlag for en sådan antagelse var tilstede.

TfS 1997, 293 VLD. Skatteyderen, der havde fuldtidsarbejde som landbrugsvikar, påbegyndte som fritidsarbejde virksomhed med produktion af fotoplatter og foto- og videoproduktion. Virksomheden ansås ikke for erhvervsmæssigt drevet, i hvilken forbindelse landsretten bemærkede, at skatteyderen ikke havde foretaget nærmere regnskabsmæssige undersøgelser eller analyser, før han som en fortsættelse af fritidsvirksomhed etablerede foto- og videovirksomheden, ligesom produktionen heller ikke kunne anses tilrettelagt på en sådan måde, at virksomheden i skattemæssig forstand kunne anses for erhvervsmæssig.

TfS 1996, 845 LSR. En vejformand, der havde eksperimenteret med henblik på at fremstille isolerings- og byggematerialer af halm, havde haft udgifter før renter og afskrivninger på 55.753 kr. Fradrag for udgifterne blev afvist, idet det ikke ansås for godtgjort, at virksomheden på længere sigt ville give overskud. Der kunne heller ikke gives fradrag efter LL § 8 B eller dagældende § 8 L.

TfS 1991, 57 ØLD. Fradrag nægtet, fordi virksomheden havde haft et så beskedent omfang og en så ringe udsigt til rentabilitet, at den ikke kunne anses erhvervsmæssigt drevet. I sagen havde skatteyderen, der var selvlært inden for elektronik, udviklet en højkvalitetsforstærker, men virksomheden havde i en periode på 5 år hverken varesalg eller varekøb. Landsretten fandt, at virksomheden havde været af et så beskedent omfang og havde haft en så ringe udsigt til rentabilitet, at den ikke kunne anses for erhvervsmæssig. Se tilsvarende TfS 2000, 16 VLD. 

En gocartkørers underskud ved handel med dele til gocarts kunne ikke fratrækkes.

TfS 1994, 752 ØLD. En road racingkørers underskud kunne ikke fratrækkes. Aktiviteten blev ikke anset for at være drevet erhvervsmæssigt. 

TfS 1998, 216 ØLD. En virksomhed med drift af en racerbil/dragster havde ikke det for en erhvervsmæssig virksomhed fornødne omfang, ligesom landsretten lagde til grund, at driften ikke havde udsigt til at blive rentabel.

SKM2006.142.SR. Skatterådet fandt, bl.a. på baggrund af de regnskabs- og budgetmæssige oplysninger om dragracingvirksomheden, at en dragster-racerbil ikke var et erhvervsmæssigt driftsmiddel. 

Ny tekst startAfsnittet er omskrevet og flyttet til Den juridiske vejledning. Se afsnit C.C.1.1.1 Begrebet selvstændig erhvervsvirksomhed.Ny tekst slut

Ny tekst startAfsnittet er omskrevet og flyttet til Den juridiske vejledning. Se afsnit C.C.1.1.1 Begrebet selvstændig erhvervsvirksomhed.Ny tekst slut