Inddrivelsesvejledning 2004 - 1
Fold indholdsfortegnelsen ud
Skip Navigation Links.

 

Inddrivelsesvejledning 2004 - 1

Vis printvenlig udgavePrint aktuel side
Print aktuel side med underpunkter
Print indholdsfortegnelse
Se oplysninger om sidenKolofon
Dokumentet gælder fra:

G.2 Inddrivelse af danske krav i udlandet (generelt)

En grundliggende betingelse for at anmode en anden stat om bistand er, at kravet er eksigibelt. Det vil sige, at det danske krav kan tvangsfuldbyrdes. Hjemlen til at et krav kan tvangsinddrives uden særskilt dom fremgår af RPL § 478, stk. 2, jf. Lov om udpantning § 1, stk.1 nr.1. Et krav som er eksigibelt i Danmark anerkendes også i bistandslandene. Udover betingelsen om eksigibilitet, skal en række andre forudsætninger være opfyldt.

Inden skattekravet tvangsinddrives hos skyldner, skal der sendes et skriftlig varsel til skyldner herom.

Er skyldners adresse ukendt, eller er inddrivelsesmyndigheden bekendt med at skyldner ikke opholder sig på sin adresse, kan der i første omgang rettes en adresseforespørgsel til udlandet. Denne forespørgsel skal altid sendes via IBA.

Adresseforespørgsler til udlandet kan foretages til de lande Danmark har en bistandsaftale med. Såfremt vi ikke har en bistandsaftale rettes henvendelsen til den danske konsulære repræsentation i landet eller det inkassofirma som ToldSkat har indgået aftale med jf. G.8. Det kræves således, at inddrivelsesmyndigheden ved hvilket land skyldner opholder sig i. Der kan imidlertid opstå situationer, hvor hverken ansøgerlandet eller inddrivelseslandet kan opdrive skyldners adresse og hvor det alligevel kan være aktuel med en bistandsanmodning, fx hvor inddrivelsesmyndigheden har oplysninger om skyldners aktiver i inddrivelseslandet og ønsker, at der skal foretages udlæg i disse aktiver. I så fald kan man nøjes med at sende et varsel til skyldners sidst kendte adresse.

For personer på vej til udlandet er det bedst at søge at opnå sikkerhed for restancernes betaling ved foretagelse af udlæg i skyldners aktiver, således at det ikke bliver nødvendigt at søge kravet inddrevet i udlandet. For personer bosat i udlandet, men med danske aktiver er der stadig mulighed for at søge kravet inddrevet i Danmark, idet man kan anvende reglerne om undtagelsesværneting i RPL § 487.

For personer på vej til udlandet kan inddrivelsesmyndigheden sikre sig betaling ved udlæg. For at der kan foretages udlæg for skatter og afgifter er det en betingelse at kravet er forfaldent til betaling.

Er der tale om, at skyldner er på vej til udlandet, kan et krav sikres uden forudgående underretning, forkyndelse eller bekendtgørelse, hvis det må antages, at muligheden for at opnå dækning ellers vil blive væsentligt forringet jfr. retsplejelovens § 486, stk. 2 smh. § 493, stk. 2.

Ifølge retsplejelovens § 627 kan fogedretten foretage arrest til sikkerhed for et pengekrav, når der ikke kan foretages udlæg, d.v.s. hvor fristen for sidste rettidige betaling endnu ikke er udløbet, eller hvor kravet endnu ikke er forfaldent til betaling, og det må antages, at muligheden for senere at opnå dækning ellers vil blive væsentligt forringet.

Hvis der f.eks. er fare for, at skyldners aktiver vil forsvinde ud af landet i forbindelse med skyldners fraflytning, kan arrest foretages, jfr. afsnit D 9.

Inddrivelse af restancer i udlandet sker i overensstemmelse med de lovregler, der finder anvendelse ved opkrævning af det udenlandske lands egne restancer, dog forudsat at tilsvarende inddrivelsesskridt kan foretages i hjemlandet. Ved inddrivelse i medfør af inddrivelsesdirektivet er det dog inddrivelseslandets regler, der finder anvendelse jf. art. 6 i Rådets direktiv 76/308/EØF af 15. marts 1976.

Såfremt skyldner bestrider kravet opstår spørgsmålet om, hvordan dette skal håndteres. Klager skyldneren over selve grundlaget for kravet, må dette spørgsmål behandles af de danske myndigheder efter de danske regler om klagefrister m.v. Går klagen på inddrivelsen og hjemmel til at kunne foretage inddrivelse, må dette spørgsmål behandles i inddrivelseslandet.

Danske skatte- og afgiftskrav forældes efter l908-loven, dvs. efter 5 år.

1908-lovens forældelsesfrist løber fra det tidspunkt, hvor kravet er forfaldent til betaling.

Krav, der inddrives i udlandet forældes imidlertid som udgangspunkt efter de udenlandske regler herom. Det vil sige, at den udenlandske stat ikke kan opkræve en restance, der efter statens egne regler er forældet. Vender restanten imidlertid tilbage til Danmark inden udløbet af den danske forældelsesfrist, kan kravet fortsat inddrives her i landet.

Krav, der inddrives efter den nordiske bistandsaftale og EU-direktivet forældes efter reglerne i det land, der fremsætter begæring om inddrivelse. Det vil for Danmarks vedkommende sige efter l908-loven.

OECD-konventionens art. l4 følger princippet i den nordiske bistandsaftale.

Efter l908-lovens § 3 suspenderes forældelsesfristen, hvis kreditor på grund af utilregnelig uvidenhed om sit krav eller om debitors opholdssted har været ude af stand til at gøre kravet gældende.

Det er kun de 2 nævnte grunde, der kan suspendere forældelsesfristen. Andre hindringer suspenderer ikke forældelsesfristen.

De tre seneste kendelser på området er TfS 1992, 213 VLK, TfS 1994, 622 VLK og en utrykt Østre Landsrets kendelse af 21. oktober 1998. (9. afd. kære nr. B-2525-98)

I Vestre Landsretskendelsen fra 1992 anfører landsretten, at uanset om det måtte have været umuligt for danske skattemyndigheder at inddrive skattekravet hos skyldner i England eller at anlægge sag ved engelske domsstole med henblik på at opnå dom for skattekravet, kan forældelsesfristen herefter ikke anses for suspenderet som følge af kærendes bosættelse i England. Hverken ordlyden af eller forarbejderne til forældelsesloven af 1908 giver grundlag for at fortolke lovens § 3 således, at forældelsesfristen suspenderes i andre tilfælde end dem, der udtrykkelig er opregnet i bestemmelsen.

I Vestre Landsretskendelsen fra 1994 fremgår det, at en virksomhedsindehaver gik konkurs i 1979. Efter at konkursboet var sluttet i 1983, havde hun en momsgæld. Hun rejste i 1981 til Equador, hvor hun opholdte sig til maj 1989. Hun vendte tilbage til Danmark, men allerede den 10. juni 1989 rejste hun til Zimbabwe. I maj 1993 rejste hun tilbage til Danmark og tilmeldte sig folkeregistret. I juni 1993 blev der foretaget udlæg for momsgælden. Skyldner gjorde gældende, at ToldCSkats momstilgodehavende var forældet. Fogedretten stadfæstede udlægget. Landsretten stadfæstede efterfølgende fogedrettens kendelse og fastslog, at eftersom ToldCSkat ikke ved henvendelsen til folkeregistret kunne få skatteyderens adresse oplyst, havde man været i utilregnelig uvidenhed om skyldners opholdssted i udlandet, hvorfor kravet ikke var forældet.

I Østre Landsretskendelsen fra 1998 fremgår det, at skyldner var registreret som selvstændig erhvervsdrivende fra 1974- 76. Der blev oparbejdet en momsgæld i virksomheden. Den 9. januar 1979 foretog regionen forgæves udlæg for kravet mod skyldner. Fra den 1. juni 1979 - 28. februar 1994 var skyldners adresse i følge folkeregistret ukendt. Under skyldners ferieophold i Danmark blev der den 29. december 1992 foretaget nyt forgæves udlæg. ØL fastslog at kravet har været suspenderet indtil den 28. februar 1994, hvor skyldner, der indtil da havde opholdt sig på forskellige for ToldCSkat ukendte adresser, på ny fik bopæl i Danmark. Det må således antages, at ØL har ment, at ToldCSkat kun har pligt til at undersøge folkeregistret.

Såfremt skyldner opholder sig i udlandet på en i det danske folkeregister ukendt adresse, må det på baggrund af ovennævnte retspraksis medføre, at forældeldelsesfristen suspenderes.

Det følger af bistandsaftalerne at inddrivelseslandet ikke skal indlede søgsmål ved domstolen eller begære skyldner konkurs uden samtykke fra den kompetente myndighed i Danmark.

Ved udlægsforretning eller søgsmål i forbindelse med inddrivelse i udlandet, er det den udenlandske myndighed, der er sagsøger/sagsøgt på vegne af den danske stat. Dette følger af forudsætningen af bistandsaftalen, om at den udenlandske myndighed skal inddrive kravet som var det dens eget krav.

Omkostninger ved inddrivelsen, bæres af den udenlandske myndighed. Den udenlandske myndighed kan i overensstemmelse med egne retsregler inddrive disse omkostninger hos skyldner sammen med det danske krav.

Omkostninger ved en ved konkursbegæring eller et søgsmål ved de ordinære domstole dækkes ikke af den udenlandske myndighed.

Inddrivelse i udlandet sker i det udenlandske lands valuta. Betaling kan dog altid ske i danske kroner. Restancer, der opstår som følge af kursdifferencer, kan ikke opkræves hos restanten.

Beløb der inddrives i udlandet sendes fra den udenlandske myndighed til IBA, der videresender beløbet til inddrivelsesmyndigheden i Danmark.

Et dansk krav nyder ikke fortrinsret ved inddrivelse i udlandet.

I tilfælde hvor inddrivelsesmyndigheden bliver opmærksom på en konkurs i udlandet, skal den sørge for, at der sker anmeldelse af myndighedens krav på skatter og afgifter.

Det følger af bistandsaftalerne, at inddrivelseslandet ikke skal indlede søgsmål ved de ordinære domstole eller begære konkurs, uden samtykke fra den kompetente myndighed i ansøgerlandet.

Told- og Skatteregionerne er bemyndiget til ikke at foretage skønsmæssige tilsvar og foreløbige fastsættelser vedrørende afgiftspligtige fysiske personer, der er flyttet til udlandet (teknisk afmelding) jf. afsnit L.

Ved fremsendelse af krav, som hviler på skøn, må regionerne sikre sig, at kravene er underbygget således, at der ikke fremsættes krav, som er urealistiske enten beløbsmæssigt eller fordi erhvervsvirksomheden er ophørt i Danmark, men skyldner har undladt at indsende afmeldelse.

Et krav, der er sendt til inddrivelse i udlandet, kan efter anmodning her til landet eftergives efter de almindelige regler herom.

Hvorvidt et krav, der er sendt til inddrivelse i udlandet kan afgangføres som uerholdelig henvises til afsnit L.9.