Rubrik 52: Bidrag til A-kasse, efterlønsordning og fleksydelsesordning

Rubrikken omfatter:

  • Udgifter til arbejdsløshedsforsikring i en A-kasse.
  • Bidrag til efterløns- og fleksydelsesordningen.
  • Bidrag til en privattegnet arbejdsløshedsforsikring, hvis forsikringsselskabet skal indberette dine indbetalte bidrag (ellers skal du selv lægge beløbet til i rubrik 54).
  • Hvis du er lønmodtager og samtidig driver selvstændig erhvervsvirksomhed, kan du trække faglige kontingenter og bidrag fra. Du kan også fratrække kontingent til en A-kasse for selvstændigt erhvervsdrivende. Det gør du i rubrik 188 på din udvidede selvangivelse.

Du bør tjekke de indberettede beløb

Det fortrykte beløb kan være sammensat af flere beløb. Du kan se de beløb, som din A-kasse eller dit forsikringsselskab har indberettet til rubrikken, hvis du klikker på "Se hvor beløbet kommer fra" under det fortrykte beløb.

Du kan se flere detaljer ved at klikke på TastSelv-menuen øverst på siden og derefter vælge Skatteoplysninger >Fagligt kontingent og A-kasse bidrag.

Du kan ikke selv ændre det fortrykte beløb

SKAT får oplysningerne fra din A-kasse eller dit forsikringsselskab. Hvis du er uenig i beløbet, kan du bede din A-kasse eller dit forsikringsselskab lave en ny indberetning. Når A-kasse eller dit forsikringsselskab har indberettet igen, laver SKAT en ny årsopgørelse. Du får besked via mail, SMS eller brev.

Hvis din A-kasse eller dit forsikringsselskab ikke kan lave en ny indberetning, eller hvis du selv vil indberette ændringen, skal du kontakte SKAT med dokumentation.